|
|
|
|
|
 |
|
|
|
| 1. del af 4: I oktober og november 2007 var jeg på rejse for at følge op på min research om arbejdslejrene i Kolyma, som Magadanregionen kaldes. Jeg ville interviewe gamle fanger her, hvor Stalin havde de mest dødelige arbejdslejre i det enorme slavekompleks ”GULAG” og finde materiale fra områdets historie.
Rejsen havde været vellykket. Efteråret var mildt med temperaturer ned til minus 30° C om dagen og minus 40° C om natten. Oktober havde jeg brugt i Vladivostok og Magadan by, og første halvdel af november havde jeg brugt mod nord i selve Kolyma (som faktisk er en flod, men i daglig tale, er det også navnet for Magadanskja Oblast). Nu var jeg på vej mod syd i en snestorm om natten. Turen var godt 500 km i taxa, og jeg tænkte på et interview med en tidligere fange, der havde været på mit næste bestemmelsessted.
|
|
En af de gamle guldmaskiner, der er kopier af en amerikansk guldmaskine, leveret til Sovjetunionen i 1944 som støtte til krigsindsatsen. Der er altså tale om udstyr, som fangerne brugte for nu godt 60 år siden. Den oprindelige amerikanske maskine var fortsat i brug i 2007. Maskinerne bruges udelukkende i minerne vest for Susuman. Der er 8 maskiner tilbage ud af 50, da produktionen var på sit højeste (ref. samtale med Susumanzolotos direktør, november 2007). |
| ”Da jeg var om bord på slaveskibet, på vej til Magadan, talte vi fanger om, at det vi frygtede mest, var at komme til uranminerne i Butygytjag.” fortalte Kravtsiv og fortsatte: ”Og det blev netop der, jeg blev sendt hen. Forholdene var forfærdelige. De, som arbejdede i skakterne og brød selve uranmalmen, havde igen beskyttelse, og efter kun seks måneder var de dødsmærkede af kræft fra strålingen. Selv var jeg så heldig, at jeg kom til at arbejde i pakkeriet på fabrikken, hvor vi pakkede det rensede materiale i tønder, bestående af to lag af hhv. tin og stål. Det var derfor, jeg overlevede.” Kravtsiv fik tårer i øjnene flere gange, da han fortalte sin historie.
Minen blev oprettet som tinmine i 1937, og i ca. 1944 blev produktionen udvidet til at omfatte uran til Stalins atombombe. Fabrikken, neden for minerne, var kun til rensning af rå uran og ikke beregnet på oparbejdning af materialet til højradioaktivt niveau. Tusinder omkom i denne frygtelige mine, før den endeligt blev lukket i 1957. Pga. permafrosten blev ligene kun begravet 10-20 cm. under overfladen, og bjørne mæskede sig i de afdøde med det resultat, at menneskekogler er spredt ud overalt i området. Her finder man også hundreder af sko. GULAG-turister har muntret sig med at posere med menneskekranier på billeder. Det er kvalmende.
Generelt er lejren velbevaret, selvom den var nem at komme til. Området er fyldt med tabu om stråling, og det har hindret de fleste i at komme hertil. Helikoptere ville ikke lande der, og mange chauffører ville ikke køre derop. For to år siden blev resterne af vejen smadret af vandmasser, og snart vil selv firehjulstrækkere ikke mere kunne komme derop.
Der er mange historier om lejren og her er en, jeg ved er korrekt: En englænder ville gerne besøge stedet og havde en Geigertæller med sig. Radioaktiviteten var ikke alarmerende, indtil han opholdt sig på fabrikkens affaldsområde. Tællerens udslag fik apparatet til, midlertidigt, at ophøre med at virke, og englænderen forlangte, panikslagent at komme væk med det samme. Først da han var helt ude af dalen, turde han stoppe op, og der spiste de deres medbragte mad. Englænderen kom hverken til at se lejren eller selve fabrikken.
|
|
 |
|
| Udsigten gennem den 30 år gamle bus' forrude på vej mod Ust Omtjuk, den nærmeste by til Butugytjak uranminen. |
|
 |
|
Vejen mod Ust Omtjuk er typisk for alle vejene i Kolyma. Oppe i bjergene havde snemægderne været betydeligt større, og der var intet autoværn ud mod de dybe kløfter. På det tidspunkt virkede det betryggende, at bussen var så gammel, at den gav en slags løfte om, at det nok også skulle gå godt på denne tur. |
|
Det var ikke uden en vis bekymring, at jeg var på vej til minen. Rejsen havde fået en lidt dårlig start i Moskva og Khabarovsk, hvor der ikke havde været så meget mere information og materiale at hente, end det, jeg allerede havde fra sommeren 2006. Det havde opholdene i Vladivostok og Kolyma ændret gevaldigt på. Flere interviews gav informationer, jeg er helt alene om at besidde, og det samme gjaldt for historiske billeder, jeg har fået scannet. Men jeg manglede fortsat en meget vigtig ting: Et besøg på en stor intakt arbejdslejr, hvor kun tiden havde ødelagt barakkerne.
Kanjon var den ene mulighed. Den ligger 300 km fra Jagodnoe, men der var faldet sne, og selvom den ikke ville hindre kørslen, så dækkede den vejen, så man ikke kunne skelne mellem vejen og en bundløs sump. At køre der med en enkelt bil kunne være selvmord, og en hel konvoj var en økonomisk umulighed. Den anden mulighed var Butygytjag, men nu væltede sneen ned, og det så ud til ikke at ville lykkes.
Vi, jeg og min tolk, kom tilbage til Magadan efter midnat, og indlogerede os på det gamle, men nyrenoverede hotel VM Tsentralnaja. Da vi ankom efter midnat, kunne vi have vores værelse to nætter og få morgenmad dagen efter, vi skulle videre. Min glæde over den morgenmad, vi ikke ville få, var til at overse.
Mod forventning viste det sig, at bussen til Ust Omtjuk rent faktisk kørte, på trods af sneen. Det var en mindst 30 år gammel bus, repareret på russisk maner, med svejsninger hist og her. Sæderne var standardsæder, og højden var ikke justeret over hjulkasserne, så her måtte passagererne have unaturligt lange ben og en meget kort hals, hvis de skulle sidde komfortabelt de næste mange timer.
Næste - 2. del: Et større projekt
|
|
|
|
