|
|
|
|
|
|
|
|
|
2. del af 4: Snestormen var ophørt, men man var først lige gået i gang med at rydde den ca. 500 km lange vej til Ust Omtjuk og Matrosovo, som er henholdsvis nabobyen til Butygytjag og Kolymas største aktive guldmine af i dag. Vejen gik over høje bjergpas. Her var intet autoværn, og der var langt ned. Chaufføren kørte både godt og forsigtigt, men de 400 km til Ust Omtjuk mod nordvest tog meget lang tid.
Vi kom frem lidt før midnat. Klog af skade havde vi reserveret et værelse på byens eneste hotel. Desværre var alt udsolgt, men de havde lovet os at ”finde ud af noget”. Nu handlede det om at komme dertil, for selv om der ikke var langt, så havde vi 100 kg. bagage, hvor ikke mindst fotoudstyr og IT-udstyr vejede godt til. Indsamlingen af materiale vejede efterhånden også godt til i form af bøger og dokumenter.
Dagens største begivenhed i Ust Omtjug var bussens ankomst, og derfor var flere fra byens ungdom samlet ved busholdepladsen. De hjalp os med at komme til hotellet.
|
|
Landsbyen Ust Omtjuk er hovedbyen i Tinkinskja Rajon ("kommune") og ikke langt her fra, ligger Butygytjag, den rædselsfulde uranmine. |
|
|
Landsbyens "hotel" var fuldt optaget, da en delegation fra Magadan førte valgkamp i byen for at fortælle om Hr. Putins mange fortræffeligheder. Jeg og min tolk (på billedet), fik derfor omklædningsrummet til en af de offentlige saunaer. |
Hotellets chef havde talt noget om en sauna. Vi forstod ikke helt meningen, men det viste sig, at meningen netop var "sauna", og der skulle vi sove. Helt konkret fik vi omklædningsrummet til den ene sauna. Jeg kom først ind og så, at valgmulighederne var en opredt drømmeseng, der havde set bedre dage og en massagebænk. Jeg var ikke lang tid om at tage bænken!
Min tolk var først ked af at være henvist til drømmesengen, men massagebænken stod ret op ad en glohed radiator i et i øvrigt temmelig koldt rum. Jeg blev grillet på den ene side og frøs på den anden side, og bænken var stenhård at ligge på. Jeg fik ikke sovet meget den nat! Til gengæld var der hele tre brusenicher at vælge i mellem, da vi skulle i bad næste morgen. Mod ekstra betaling (småpenge), kunne hotellet tænde for selve saunaen, men her frygtede vi for temperaturen i omklædningsrummet. Det var trods alt bedre at have de problemer, vi kendte end at udsætte os for nye, ukendte fortrædeligheder.
|
|
|
Vi kontaktede de unge, som havde kørt os til hotellet for at høre, om de kendte nogen, der kunne køre os til Butygytjag. Det gjorde de, sagde de, men som dagen forløb, handlede tingene rigtigt meget om dollars og euro og ikke så meget om chauffører og køretøjer. Kvinderne på hotellet advarede os imod dem. De havde alle været i fængsel, blev der sagt. Jeg gav dem til næste formiddag, for det virkede som om, at vi var kommet tæt på en aftale, men da det kom til stykket, måtte jeg erkende, at jeg havde taget fejl. Der var ingen aftale, og jeg måtte finde på noget andet. To dage var spildt på ingenting.
Jeg havde set et stort garageanlæg midt i byen, hvor de havde et bæltekøretøj. Der måtte være nogen, som vidste noget. Stedet havde en ualmindelig glubsk hund. To mænd kom ud og tøjlede hunden. De troede hver især, at den anden kendte mig, og så var vi inviteret ind, før de fandt ud af, at ingen af dem kendte os, men nu var vi inde, og så ville de gerne høre, hvad jeg var for en.
Efter lidt snak, en vodka og lidt mad, og endnu et par vodkaer, diskuterede de om mit forehavende. Først mente de, at man slet ikke kunne komme til Butygytjag. Så mente en af dem, efter nogen tid, at måske kunne man komme frem med en Ural sekshjulstrækker lastbil? Nej, mente de fleste af dem. Hvad så med en Buran? Joe, måske. En Buran viste sig, at være en russisk snescooter. Eller hvad, hvis man brugte begge dele? Jo, der var måske en mulighed! Men ville vi betale? Jo, det ville vi (jeg) gerne, selvom det begyndte at lyde faretruende dyrt, for en Ural er et rent monster i brændstofforbrug.
Folkene havde ikke selv køretøjerne, men det havde jagt- og fiskeriinspektionen, og folkene her var gode venner med dem. Klokken var blevet mange, men vi skulle mødes med dem næste dag, og så skulle vi tale om, hvordan det hele skulle organiseres. Det lød trist, for ekstra dag i Ust Omtjuk betød en dag mindre i Magadan, hvor jeg skulle fortsatte med mine interviews. Sådan var vilkårene, og der var ikke noget at gøre.
Hotelkvinderne forhørte sig om, hvem vi nu talte med. De lød rolige, da de hørte hvem det var, som vi nu talte med. "Det er gode mennesker, I taler med nu", sagde de. Mødet på basen for inspektionen forløb godt. Vi kunne få turen, hvis jeg betalte brændstof og mad. Vejret var fantastisk under forberedelserne, og jeg håbede, det ville holde. Hård frost, ca. minus 40° C, vindstille og skyfri himmel. Ideelle forhold!
|
|
|
|
Mens vi ventede på at få arrangeret transport til Butygytjag, gik vi på sightseeing i landsbyen. Her er der gymnastiktime på byens stadion. Vintersport kan dyrkes en meget stor del af året på dette sted! |
|
|
|
Grisha i Urallastbilen, mens vi er på vej til Butygytjag. Grisha er en ualmindelig rar person. Det var en fornøjelse at være af sted sammen med ham og hans venner. |
Vi skulle være seks personer på udflugten. Grisha (kælenavn for Georgij) fra garagen, som var en meget stor mand på 45 år. Aleksander, som i en alder af kun 30 år var blevet chef for basen. En meget sympatisk og tænksom mand, der nød stor respekt blandt sine folk. De tiltalte ham endda med patronym, hvilket er helt usædvanligt for ældre at gøre over for yngre. Så var der Mikhailovitj, som var 57 år, og som levede og åndede for sin Buran. Han var venner med Grisha, og de var den perfekte match. Grisha snakkede hele tiden, og derfor brugen af kælenavn og ikke en mere respektfuld tiltale, mens Mikhailovitj var den stille, tænkende type. Franzevitj var invalid og gik med stok. Han var ca. 60 år og var en ualmindelig sympatisk og smilende person. Franzevitjs et og alt var den store Ural, som stod i garagen. Mikailovitj og Franzevitj blev alene tiltalt med patronym, altså deres fædres fornavn, hvilket sker for ældre mennesker, der nyder stor anerkendelse.
Indkøbslisten var lang og dyr. 200 liter diesel til Uralen og 100 liter 76 oktan benzin til Buranen. Det lød af vildt meget, og jeg var ikke glad for tanken om, at jeg skulle betale for adskillige senere udflugter, men jeg tænkte mig om en ekstra gang. Ville disse mennesker snyde? Nej, jeg troede det ikke, og tog jeg fejl, så var jeg den erfaring klogere og en hel del penge fattigere. Der skulle også bruges 5 liter vodka, 12 liter øl og 6 kg svinekød af billigste slags (fra Danmark) og en masse andet. Grisha snakkede om, at vi kunne risikere at være op til tre dage i taigaen, hvis vejret var dårligt. Det lød ilde, specielt hvis vodkaen ville hindre dem i at køre os tilbage, så vi glippede endnu flere dyrebare dage i Magadan.
Vi skulle mødes kl. 07.00 og køre ca. kl. 08.00. Alle var mødt op i god tid, også selvom Grisha og Mikhailovitj havde delt en ”flaske” om aftenen. Buranen var sat på en trailer efter Uralen, og Uralens motor var i gang. Sneen væltede ned i ubeherskede mængder, og det blæste meget kraftigt. På tv viste de, at al trafik i hele Magadanregionen var gået i stå, og et skib var sunket i stormen i Det Okhoniske Hav. Det var en ringe trøst, at temperaturen var steget 30 grader til minus 6-8 C over natten. Aleksander var ikke glad for situationen, og de drøftede mulighederne. Valget blev, at vi tog af sted.
Næste - 3. del: Radioaktive kyllinger
|
|
|
|