|
|
|
|
|
 |
|
|
|
| Det er fra historien, at vi bedre kan forstå nutiden. Derfor er det så vigtigt, at huske menneskehedens største sejre og tragedier. Kolyma er en af historiens største tragedier. Det var her, at Stalins værste lejre befandt sig, og hundredetusinder af ofre ligger begravet og velbevarede i den evige permafrost i dette modbydelige område.
Siderne her er mest beregnet på at fortælle om de positive sider af Sibirien og mine ekspeditioner derud. Derfor er historien her et kort resume, opfuldt af netop en rejseberetning fra min seneste ekspedition. Vil du vide mere om Kolymas historie, må du se på www.gulag.dk, der er dedikeret til emnet eller vente, til min bog "Det hvide krematorium" udkommer. Sygdom gør desværre, at det kan trække ud med udgivelsen.
Leder du på et kort, finder du ikke "Kolyma", bortset fra den flod, der har sit udspring midt i Magadanregionens gulddistrikt, men historien og områdets ondskab er så indgroet i russernes selvbevisthed, at siger man "Kolyma" uden at nævne, at det er floden du taler om, så er det død og tragedie, man først tænker på.
|
|
En af de mange fanger, der arbejdede i Kolymas mange guldminer. Der var flere hundrede små og store lejre i dette enorme slavekompleks. |
 |
|
Flere historikere har spekuleret i den eksakte udstrækning af det enorme lejrkompleks under Dalstroj og har opstillet, at grænserne skiftede i takt med de skiftende lederes indflydelse i Moskva. Flere landkort fra forskellige årstal slår imidlertid fast, at grænserne var konstante gennem hele Dalstrojs historie. Området dækkede hele det nuværende Tjukotka, Magadan og dele af Jakutien. Samlet var arealet godt tre gange større end hele Frankrig. |
|
Kolyma blev kaldt for "Det hvide krematorium" af de mange polske fanger, der kom derud i 1939-41 under Sovjetunionens indlemmelse af den ene halvdel af Polen, men ellers var det mest russerne selv, der var ofre for uhyrlighederne. Lejrkomplekset blev etableret i 1932, under ledelse af Eduard Petrovitj Berzin, der selv blev myrdet af Stalin og hans bødler i 1938. Komplekset af lejre, guldminer, administration, hospitaler, landbrug m.m. havde det officielle navn "Dalstroj", der er et akronym for "Det Fjernøstlige Bygningskombinat". "Bygning" skal mere forstås som "udvikling", end som egentligt byggeri.
Afviklingen af Dalstroj begyndte straks efter Stalins død i 1953. Lejrsystemet blev endeligt lukket i 1958, og de sidste rester af Dalstroj blev lukket i 1968. De sidste 10 år var Dalstroj udelukkende et mineselskab. Der var angiveligt politiske fanger i Kolyma helt frem til Sovjetunionens afvikling i 1991. Dette sidste har jeg ikke kunnet få dokumenteret, men jeg kender til, at der var politiske fanger derude helt op til slutningen af 1970'erne.
|
|
|
 |
|
 |
|
Kolyma er i russernes bevisthed, hvad Auschwitz er for jøderne: Selve symbolet på ondskaben i et helt umenneskeligt system. Man skal dog være meget varsom med at sætte lighedstegn mellem de to systemer. Ofrene i Kolyma skal tælles i mange hundredetusinder, og måske overgår det Auschwitz i antal fanger, men målt i dødstal er der enorm forskel. Kolyma var arbejdslejre, og selvom der var en enkelt dødslejr inden for Kolyma, kaldet Serpantinka, så fungerede den kun kortvarigt, og i Auschwitz-målestok var den meget beskeden, selvom dødstallet skal tælles i titusinder.
For Kolyma som helhed skal dødstallet måles i hundredetusinder, men det dækker over, at ca. 75% af fangerne kom hjem igen efter udstået straf eller som følge af benådningerne i 1950'erne. Dvs. de kunne "nøjes" med at få smadret deres ungdom og blive mærkede for resten af deres liv. Denne "procentsats" for overlevelse er helt uvidenskabelig, ligesom alle andre tal vedr. ofre for Kolymas lejrsystem, men det er mit subjektive indtryk, at de seneste, i forhold til tidligere opgørelser, meget lavere estimater for antallet af ofre, nærmer sig sandheden. De endelige tal må vi vente med at få, til den dag hvor Rusland beslutter sig for at åbne deres arkiver.
|
|
|
| Til venste ser du en væsentlig del af ledelsen af Sovjetunionen i 1938. Flere af dem var myrdet allerede året efter. Pressefoto i forfatterens arkiv.
Her over: Eduard Petrovitj Berzin, den første leder af Dalstroj 1932-1937, myrdet i Ljubjanka i Moskva 1938.
|
|
 |
|
Skibet Djurma, der fragtede et enormt antal fanger til død og ulykke i Kolymas guld- og uranminer. Fangerne var placeret på fire dæk, bygge af træ, nede i lastrummene. På hvert dæk var der fire lag køjer. Skibet fragtede typisk 5.-6.000 fanger ad gangen under rædselsfulde forhold. Billedet er fra tiden efter skibet var overdraget til fiskeriflåden i Vladivostok. Det kan man se på, at der er monteret radar på skibet. Foto: FESCOs søfartsmuseum i Vladivostok. |
|
Manglende midler, langvarig sygdom, fine ord og ingen penge fra politikere har forhindret mig i at kunne udføre en egentlig systematisk research i Kolymas historie, men jeg har gjort, hvad jeg kunne ud af egne midler og hjælp fra private sponsorer.
På trods af disse mange forhindringer har jeg alligevel kunnet finde frem til meget ny information, der ændrer den hidtidige historieskrivning om lejrsystemet, og når det ikke er muligt at udføre mine planer, så må jeg planlægge at gøre, hvad der er muligt at udføre.
En meget væsentlig del af mit arbejde med min research er formidling. Det er i form af foredrag for aftenskoler, biblioteker, kirker m.fl. og projektdage for skoler og gymnasier. Hertil kommer indsamlingen af dokumentation, der løbende bliver overbragt til menneskerettighedsorganisationen Memorial i Moskva, så eftertiden kan huske fortidens ofre.
I det følgende kan du læse om en del af min ekspedition til Kolyma i 2007.
Næste: På vej i snestorm
|
|
|
|
