|
| Jermak, en kosakleder |
|
|
|
 |
|
|
|
| Selvom Djengis Khans Gyldne Horde kun i en kort periode holdt magten over det, der i dag er Ukraine og den europæiske del af Rusland, så stoppede hordens indflydelse langt fra, da det enorme rige skrumpede og de måtte trække sig tilbage.
Djengis Khans arvinger
Fra Den Gyldne Hordes tid opstod adskillige store riger, der overlevede flere hundrede år. Tættest på Moskovi var Vesttartarerne, Østtartarerne og Krimtartarerne. Tartarerne var, som deres oprindelige ophav, rytterfolk, der levede på stepperne, men de byggede også stærke, befæstede byer, så som Kazan og Sibir(1, 2).
I lange tider var Moskovi svagt, og det var først Ivan d. IV's far, Vasili d. III, der ophørte med at betale tribut eller skat til Kazan. Dette udløste et utal af krige, men Moskovi formåede at modstå dem, dog ikke uden betydelige tab(3).
Kosakkernes oprindelse(2)
|
|
Kosakker malet af den berømte maler Repin. Kosokkerne på maleriet kan nærmest sammenlignes med nutidens motorcykelbander: Dybt kriminelle, helfede og halvgamle mænd, der udadtil hævder at have "ædle" motiver og et stærkt, internt broderskab. Sandheden, for kosakkerne, var, at der var tale om lejesoldater, pirater og gidseltagere., der ikke sjældent indgik i hårde indbyrdes kampe om deres bytte. Dog var deres loyalitet for det meste rettet mod Moskovi og Den Ortodokse tro. De var også ekstraordinært antisemitiske, hvilket siger ikke så lidt på disse kanter(3). Her kan du se mere om maleriet: link. |
| Det er ud af dette kaos, at kosakkerne opstår. Der var oprindeligt tale om ryttere, der søgte friheden fra Kazan og som lod sig værge af Zaren i Moskva til at kæmpe mod sine egne.
Kosakkerne var frie folk og i starten kun mænd. De havde intet geografisk tilhørsforhold og intet oprindelsesland. Nok udsprang de fra tartarerne, men der gik kun kort tid, før hovedparten af dem var russere, der havde flygtet fra livegenskabet i Moskovi. Senere blev de suppleret med alle mulige folkeslag fra de områder de erobrede.
Deres oprindelse var tartarerne, der var muslimer. Mange af deres begreber, ord, traditioner m.m. blev fastholdt fra denne oprindelse, men ikke religionen. Der gik kun få år, før kosakkerne anså sig selv som beskyttere af Den Ortodokse Tro, vel at mærke den russiske udgave. Dette gav sig udslag i en voldsom antisemitisme af den rædselsfulde slags, og det medførte også stærke oprør, da Den Ortodokse Kirke blev reformeret i 1600-tallet af Peter Den Store.
Røvere og banditter(2)
Om sommeren gik kosakkerne på rov som pirater mod skibsfarten på Sortehavet eller Volgafloden, eller de overfaldt nogle af de mange karavaner og ambassader over land. Andre gange kæmpede de for skiftende magter, mest for Moskovi, men flere gange også for Polen, og om vinteren slog de lejr. Der var tale om bander, der valgte deres høvdinge for en sæson ad gangen.
Når osmannerne, tartarerne, polakkerne og nogle gange også Moskovi blev for trætte af de evige piraterier, måtte kosakkerne flygte over hals og hoved og slå lejr et nyt sted. Konstant var de i konflikt med staten som begreb og ville ikke indordne sig.
Gradvist blev kosakkerne stærkere og alligevel ikke. De blev stærkere i forhold til ydre fjender og kunne efterhånden slå sig ned i byer og danne egentlige samfund og familier. Kvinder blev en del af kosaksamfundene, hvor de ikke stod tilbage for at kæmpe i krig side om side med deres mænd. Prisen for denne styrke var imidlertid, at de måtte indordne sig under Moskovis Zar.
|
|
 |
|
| Det var ikke alle kosakker, der var lige imponerende krigere. Her står en kosak vagt ved den lokale statskasse i en landsby ved den nordlige del af Jenisejfloden. Foto fra "Gjennem Sibirien" af Fridtjof Nansen, 1913. |
|
 |
|
En kosak på steppen med sin hest. Før kosakkerne blot blev en del af det ordinære kavalleri i den russiske hær, skulle kosakkerne lade sig registrere og stille sig til rådighed for Zarens mange krige. De skulle også selv betale for deres hest, sabel, saddel, musket og ammunition. Til gengæld fik de en årlig løn i form af penge, brødkorn, krudt, fiskerettigheder og ret til at drive deres eget landbrug. Maleri af Józef Brandt. Her kan du se mere om maleriet: link |
|
En besværlig og genial alliance
De skiftende zarer havde et meget ambivalent forhold til kosaksamfundene. Nok indordnede de sig gradvis ind under monarken, men altid udgjorde de en kilde til uro, oprør og pirateri. Ofte blev der slået hårdt og brutalt ned på dem, men alliancen havde også sine fordele.
Moskovi var ofte svag i forhold til sine naboer. Derfor var det en stor fordel, at kosakkerne lystigt angreb karavaner og skibe fra den polske kejser, den osmanniske sultan og tartarernes khaner(4).
Alle vidste, at kosakkerne var aldeles ustyrlige. Derfor kunne Zaren trække på skulderen og give kosakkerne hele ansvaret for alle ugerningerne, når de stærke naboer klagede. Andre gange lykkedes det kosakkerne at overvinde al modstand og simpelthen forære et helt nyt rige til Zaren. Dette skete med Azov, Ukraine og Sibir, men i tilfældet med Azov, takkede Zaren klogeligt nej, fordi Osmannerne med sikkerhed ville genindtage den befæstede havneby(2).
Skruppelløs udnyttelse
|
|
|
| I det hele taget udnyttede de skiftende zarer kosakkerne aldeles skruppelløst. Vandt kosakkerne over en fjende, der viste sig svag, overtog Zaren styret og pressede kosakkerne til at indordne sig. Viste det sig, at fjenden var stærk, lod Zaren kosakkerne tage de fulde konsekvenser, hvilket på den tid ofte bestod af langvarig tortur, før de mistede hovedet.
Hvor Zaren overtog magten, var det ofte kosakkerne selv, der gav den til monarken. Had/kærlighedsforholdet var gensidigt, for kosakkerne havde ikke selv en struktur og styrke, hvor de kunne gøre sig håb om at danne deres egen stat og beskytte den mod de ydre fjender. Alternativerne til alliancen med Moskovi var ikke favorable. Polen tolerede ikke kosakkernes pirateri og Det Osmanniske Rige var islamisk, hvilket ikke var foreneligt med den fundamentalistiske ortodoksi hos kosakkerne. Derfor måtte kosakkerne finde sig i, at Zaren slog hårdt ned på de værste "unoder", men til gengæld blev en hel del trods alt tolereret(1, 2).
Jermak, en typisk kosak(1, 2)
Ataman Timofejevitj Jermak, der blev Sibiriens erobrer, er en typisk kosak, selvom hans historie er lidt usikker og kun baseret på en enkelt kilde. Detaljernes troværdighed skal derfor tages med et vist gran salt.
Hans farfar hed Afonasi Grigorivitj Alenin og var indbygger uden for byen Suzdals fæstning. Byen ligger nordøst for Moskva. Dvs. han arbejde formentligt med landbrug, skovbrug eller jagt. Sult fik ham til at flygte fra området, og han slog sig ned omkring byen Vladimir, ikke så langt øst for Moskva.
Farfaren blev vognmand, men da han hjalp nogle røvere med at transportere et bytte, måtte han flygte fra Vladimir for at undgå lovens lange arm. Han flygtede til Volgafloden, måske omkring Nisnij Novgorod, der ligger tæt på Vladimir. Her døde han og efterlod to sønner.
Sønnerne, Rodion og Timofei, levede i dyb fattigdom og søgte ud til Store Perm ved Kamafloden, hvor Stroganoverne regerede over deres miner og saltværker. Timofei fik tre sønner, Gavrilo, Frol og Vasilij.
Vasilij var stærk (herom har vi flere kilder) og fik arbejde på Stroganovernes skibe på Kama- og Volgafloderne. Her fik Vasilij dannet en bande, der drev pirateri på de to store floder. Vasilij var blevet Ataman, altså bandeleder, og han havde fået tilnavnet "Jermak", men hans rigtige navn var altså Vasilij Timofeivitj Alenin.
Jermak var, kort sagt, prototypen på en kosak af sin tid. Oprindelig russer og på flugt fra livegenskab og dyb fattigdom. Det atypiske var naturligvis, at han havde så stærke lederegenskaber, at han formåede at blive Ataman.
Næste afsnit: "Stroganov og Østtartarernes Rige"
|
|
 |
|
| Vasilij Timofeivitj Alenin, eller Ataman Timofeievitj Jermak, malet i 1600-tallet. Der findes ingen samtidige malerier af Jermak. Her kan du se mere om maleriet: link |
|
|
