Vintereventyr på Bajkalsøen
3: Hos jægere og fiskere
Hos jægere og fiskere
3. del af 4: ”Mit navn er Viktor. Kom med indenfor”. Sådan var jægerens første ord, inden jeg fik sagt noget som helst. Han var høj, lidt ranglet og havde et mægtigt fuldskæg og en kæmpe sjapka, en stor russisk pelshue. Stemmen var dyb og venlig.

Gæst hos jægerne

I bjælkehytten boede der 3 personer ved min ankomst. Olga, Sergej og Viktor. Viktor var omkring 45 år gammel. Sergej og Olga var i starten af 20’erne. Alle boede de i de omkringliggende landsbyer, når de ikke var i jagthytten. Om nogle dage ville Olgas mand, Igor, komme med friske fødevareforsyninger.

Her holder jeg et hvil med min slæde midt på Bajkalsøen. Slæden havde jeg selv bygget ud af et par ski til skihop, lister af asketræ, nogle specialfremstillede aluminiumsprofiler og vanter og ståwire til lystbåde. Seletøjet var fremstillet af en saddelmager. Udstyret fungerede perfekt på rejsen.
Til venstre ses Sergej, hvis højeste ønske var at blive en stor, stærk jæger, trække min slæde. Det gav ham store problemer, for han var alt andet end stor, og slæden vejede ca. 160 kg inkl. oppakningen.

Til højre poserer Igor med sin riffel. Han var ikke til stede, da jeg var hos jægerne første gang.

At komme fra minus 30 direkte ind i plus 35, gav sved på panden. Hytten var ny, og træet fugtigt. Luftfugtigheden var ulidelig. Fotoudstyr m.m. kunne jeg ikke tage ud af de vand- og lufttætte sække. Øv, nok en gang blev jeg snydt for nogle gode billeder!

Olga gik straks igang med at lave mad. Te og klatkager med smetana. Smetana er en vigtig del af det russiske køkken. Det er sur fløde, der svarer lidt til vores creme fraiche, blot tykkere, mere hvidt at se på og mere ”mælket” i smagen. Det var lige guf for en sulten ”vandringsmand” og enhver slikmund. Senere blev der lavet rigtig mad. Suppe med fisk, kartofler, krydderurter og spaghetti. Brasekartofler, syltet kål og stegte oksekødsstykker. Kødet blev opbevaret i hyttens krybekælder, hvor alt var nedfrosset i naturens egen dybfryser. Brød var de løbet tør for.

Her ses fiskeriinspektionen kontrollere papirerne hos nogle fiskere. Fiskerne på billedet er i godt humør, for de har orden i deres papirer. Andre var knapt så glade. Inspektørerne ville ikke lade mig tage billeder, når tingene ikke var i orden. Som det ses, så fiskes der fra telt og motorcykel. Andre har træhytter på isen om vinteren.

Jægerne var meget imponeret over mit udstyr. Specielt mine soveposer og beklædning. Jeg fik set en russisk lammeskindssovepose. Den var tung som et ondt år. Vi blev eninge om, at med russisk udrustning, ville min slæde have vejet 1 ton, i stedet for de nuværende ”kun” 160kg. Det blev en hyggelig aften.

Nat under åben himmel

Morgenmaden bestod af suppe, te og klatkager. Sergej fulgte med mig et stykke mod nord. Han ville gerne prøve at trække min slæde. Han var overrasket over, at den var så tung at trække. Efter to km var han udkørt og overlod mig slæden igen. En time senere fortsatte jeg alene gennem den eneste dag på hele rejsen, som bød på virkeligt dårligt vejr. Der var snestorm og kraftige vindstød.

Uheldet ville, at der kun var lodret klippe ved kysten. Da jeg endelig opgav at finde en lejrplads, var det nat. Jeg måtte sove direkte på slæden i blæsevejr uden at kunne lave mad og smelte vand. Næsen gjorde ondt, når jeg i søvne stak den frem til soveposens åbning. Men bortset fra næsetippen, der ligefrem fik sårdannelser, frøs jeg ikke.

En mindre katastrofe!

Træt, sulten og tørstig gik jeg lidt videre næste dag. Jeg ville finde et godt sted til mit telt, hvor jeg kunne hvile ud efter gårsdagens strabadser. Teltet kom op. Pludselig skød et lyn ned i mig! – Mine penge!!! – Ærgerligt tænkte jeg: ”Det her er pokker tage mig det forkerte land, at glemme sine penge i”. Jeg havde efterladt mit pengebælte hos jægerne under hovedpuden. For jægerne var der mange årslønninger i bæltet. Faktisk mere end nabobyens allerfineste og eneste murstenshus kostede!

Min lejr stillet an til morgenmad. For at få gang i benzinbrænderen, behøvede jeg læ rundt om mit kogeblus. Til venstre, ved teltet, kan man se mit brændstof. Der var ganske meget, for unden brændstof havde jeg igen mad og ingen vand. Alt vand blev bragt til kogepunktet og derefter hældt på thermoflasker.

Dagen efter, to dage efter jeg havde forladt mine penge, efterlod jeg telt og slæde inde i skoven. Med en lille rygsæk vandrede jeg to dagsdistancer på en dag. Efter 5 km vred jeg om på hælen. Benet hævede mere og mere, men jeg fik tilbagelagt alle 32 km, blot for at konstatere at pengene var væk. Om jægerne havde taget dem til fælles fordeling, eller om kun den ene var skyldig, finder jeg aldrig ud af. De modtog mig meget venligt, og deres medfølelse var rørende. Men nul penge. De foreslog, at vinden havde taget dem.

En hjælpende hånde fra fiskeriinspektionen

Vejen tilbage til teltet var tung. Benet var hævet endnu mere. Mit tempo blev mindre og mindre. Efter ca. 25km mødte jeg en bil. Det var fiskeriinspektionen. Jeg kom med ud på inspektion og kunne hvile mit ben.

Fiskerne har det svært. Bajkalsøen er blevet overfisket p.g.a. fattigdommen i landsbyerne. Egentligt erhvervsfiskeri er indstillet for at beskytte søen. Isfiskeriet foregår ved, at man borer to huller ned i isen. Derefter tager de en meget lang række sammentømrede planker. Sætter fiskenettet fast til den ene ende og stikker plankerne ned i det ene hul og skubber det frem til det andet. Dermed bliver nettet spændt ud under isen.

De fiskere, der arbejder tæt på land, har ofte et lille telt sat op ved deres net. Her sidder de og venter og drikker varm te. Teen og maden bliver kogt over brænde i en slags åben stålovn med ben, så den ikke smelter ned i isen. Langt ude på søen kan man møde hele træhuse på isen. Her fisker de flere dage ad gangen. Sådant et hus så jeg præcis midt på Baikalsøen ved solnedgang. Desværre var det her, at fiskerikontrollen kom i tanke om, at nu skulle de mod nord. ”Men nu er du jo lige ud for dit telt ved kysten”, sagde de. Jo, men kysten var 20 km væk, og det var allerede solnedgang!

For at gøre en lang historie om en lang nattevandring på søen kort: Mit ben gjorde virkeligt ondt de sidste km. Vinden havde godt fat, og herude var der ingen sne. Jeg væltede rundt på den glatte is, hvor jeg ikke kunne se isskosserne ordentligt i mørket. Men jeg havde pejlet efter den rigtige stjerne, så jeg kom direkte ind til mit telt. Natten var fantastisk flot med den klare stjernehimmel.

Næste - 4. og sidste del: Farvel til Sibirien

Creme og tandpasta skulle tøs op hver morgen og aften for at jeg kunne få indholdet ud af tuberne.