Vintereventyr på Bajkalsøen
4: Farvel til Sibirien
Farvel til Sibirien

4. og sidste del: Uden penge har man det svært midt i Sibirien 8.000 km fra Danmark. Men proviant havde jeg rigeligt af, og heldigvis har jeg venner i både Irkutsk og på øen Olkhon. Men jeg måtte se fakta i øjnene: Jeg kom ikke hele vejen til Severobajkalsk denne gang, for der var ingen penge til togbilletten. Ærgerligt, da det ellers gik så godt på trods af den usædvanligt hårde vinter.

Vandringen genoptages

Efter nattevandringen over Bajkalsøen og et døgns hvile af det ben, jeg havde forstrukket, vandrede jeg ind i et vindblæst, øde område. Vegetationen her lige syd for Olkhonøen, består kun af græs og enkelte spredte træer. Monotomt naturligvis, men storslået og ufatteligt smukt.

Vintervejen til fastlandet fra øen Olhkon. Jeg er flere gange blevet rost for mine evner til at manipulere dette billede i Photoshop, men jeg må anføre, at sådan er billedet. Myndighederne kontrollerer vejen hver eneste dag vinteren igennem. Bliver isen usikker, fjernes skiltene og dermed vintervejel.
Solnedgang over Malo More ved landsbyen Khuzhir. Isen og den klare luft giver nogle fantastiske scenerier.

Naturens kræfter

Jeg blev også mindet om naturens kolossale kræfter: Lige pludselig lød isen underligt under mig. Jeg flåede slæde og mig selv væk, og præcis hvor jeg netop havde stået, kom et gigantisk brag. Isen brækkede og skruede op. Isen var næsten en meter tyk, og åbningen var mindst 30 km lang og ca. 2 meter bred. Det var dybt imponerende at opleve det, og det var et stort ønske, der dermed gik i opfyldelse.

Ofte var isen helt blank. Her opstod ekspeditionens eneste virkelige kritiske situation. Her hvor der slet ikke er nogen trafik, gled jeg midt i et felt af isskosser. Jeg landede med hele min vægt på en isspids, der stak op af den faste is. Spidsen ramte mig få centimeter fra rygsøjlen. Et kort øjeblik var jeg bange for, at jeg virkeligt var kommet galt af sted. Jeg var forslået, og det smertede, men jeg kunne vandre videre efter en overliggerdag.

Ankomst til en ø

Ved Olkhonøen vandrede jeg ind i Malo More. Det betyder ”Lille Hav”. At omtale Bajkal som en sø, er, ifølge burjatisk folklore, mangel på respekt for naturen og guderne. Bajkal er at betagte som et hav. Alle steder møder man skær, klipper og bjerge af særlig betydning for burjaterne. Det var på Olkhonøen, at en stor shaman (åndemaner) besteg Shamanbjerget. Her udråbte han Burjatiens selvstændighed fra Mongoliet, eller sådan påstod de lokale i det mindste, at historien var.

Ved landevejen på isen, gemte jeg min slæde på land i en lille grotte. Her ventede jeg på at få kørelejlighed til landsbyen, Khuzhir. At se vejskilte og kørebaner midt på isen, virkede aldeles forrykt.

Gensyn med vennerne

Jeg kom hurtigt med en bil, og det blev til et glædeligt gensyn med vennerne Nikita og Natasha. Slæden blev hentet fra grotten. Jeg fik badstue og jeg blev barberet for første gang i fem uger. Underbukserne, der ellers ”kun” var 7 dage gamle, blev skiftet. Jeg var kommet tilbage til civilisationen.

"Ingen ko på isen" galdt ikke ved Khuzhir. Det skal dog siges, at den var alt andet end sikker på benene og den ville bestemt ikke fortsætte, så længe jeg stod i vejen for dens rute hjem til malkning.
Khuzhir ved aftentide, da de ikke havde lys. Elektriciteten brød sammen i løbet af de sidste år af Sovjetunionen og den blev genoptaget igen i 2004, efter at elnettet blev forbundet til forsyningen fra den store dæmning ved Irkutsk.

Khuzhir har ikke elektricitet. Her er ingen kloakker og ingen vandforsyning. Kommunikation sker med brev eller via en gammeldags telegraf. Halvdelen af byens ca. 2.000 indbyggere er burjatiske. Resten er russere. Arbejdsløsheden er enorm.

Her driver Nikita og Natasha en turistbase for udlændinge og russere. Om sommeren er her flere hundrede turister. Nu var der kun mig. Overskuddet går til at udbygge basen og hjælpe byens unge. Hver sommer rejser de til Vesteuropa med unge fra Olkhon, for at de kan bo og arbejde et par måneder hos vestlige familier, så de kan lære håndværk og vestens livsstil at kende. De fleste unge herude, dropper hurtigt ud af skolen for at gå på fiskeri og jagt. Nikita og Natasha håber med deres arbejde at få flere til at tage en uddannelse.

Her er jeg på vej på en lille vandring på Malo More ud for landsbyen Khuzhir. Jeg står ud for en hule i et af de små klippeskær, der befinder sig i denne bugt.

Russiske kønsroller

Mange griner ad Nikita: ”Han går rundt i laset tøj og ejer ikke engang en bil, selvom han tjener så mange penge!” Og rigtige mænd kan selv bygge et hus og selv fange sine fisk. Nikita betaler for begge dele. ”Det er jo spild af penge”, siger olkhonerne. Men sympatien for Nikita er stor, og selv det mest usle vodkavrag, går ikke forgæves her for at få en skilling.

Det ser næsten varmt og sydlandsk ud, men den fine "sandstrand" er sne, og "vandet" er sort is, hvori den blå himmel spejler sig. Den koldeste nat på denne lille tur, kom ned på ca. minus 45° C. Dette er ikke normalt for området, hvor der kun på enkelte dage, bliver under minus 40° C, men vinteren 2000 var rekordkold for området.

Da Nikita i anden anledning skulle til Irkutsk, fik han min flybillet med, så jeg kunne blive booket ind på et tidligere fly. Selv tog jeg min slæde ud på endnu en vandring på det smukke Malo More. Efter denne sidste korte og smukke vandring, hjalp Nikita mig til lufthavnen i Irkutsk.

Farvel til Sibirien

Ekspeditionen var, trods den hurtige afbrydelse, en succes. Jeg rejste ud for at få oplevelser. Det fik jeg til fulde opnået. Teknikken fungerede perfekt. Jeg kan kun gentage min påstand: Ekspeditioner består at en lang række intentioner, som ofte falder helt anderledes ud, end det var forventet. Det er det, som gør ekspeditionerne så spændende og så anderledes i forhold til hverdagen og almindelige rejser.

Næste: Kort over ruten