|
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
| 2. del af 4: Sne på isen betyder virkeligt hårdt arbejde, når min 160 kg tunge slæde skal slæbes af sted. Men sneen var alligevel et stort held. Mine russiske støvler var bukket under for kulden, og nu skulle jeg fortsætte i tyske sommerstøvler. Sneen betød, at jeg kunne stå fast. Min vandring på Bajkalsøens is fortsatte mod nord.
Isskosserne var fantastiske. Hvordan de bliver dannet, er mig et mysterium. De består af bunker af to til otte cm tykke flager med en omkreds på typisk 40-50 cm. Flagerne er ikke frosset sammen, men ligger løst oven på hinanden. Så hvis jeg ikke glider på den øverste flage, så vil flagerne uværgeligt glide i et af de mange underliggende lag med fare for, at jeg falder på det alt andet end bløde underlag.
|
|
Overalt ser man de smukke isskosser på Bajkalsøen om vinteren. Skønheden er umådeligt varieret fra naturens side. |
| Isbunkerne er fra en halv og helt op til tre meter høje. De ligger i felter og rækker op til mange kilometers længde. I år 2000 var der særligt mange på grund af mildt vejr i december. Det betød, at biltrafikken på isen stort set var væk. Gik noget galt, var jeg overladt til mig selv. Flere gange var felterne af isskosser så store, at jeg slet ikke kunne se, hvor de sluttede.
Isen fungerede som spejle og prismer. Her var alle regnbuens farver. Alt glitrede. Solen stod fra en skyfri himmel. Den hårde frost i januar gjorde luften helt klar. Det var et helvede at tumle med slæden i isskosserne, men synsindtrykkene fik mig mest af alt til at tænke på, at forholdene var et fantastisk held, mere end en ulykke. Faktisk var det første, der slog mig efter hjemkomsten til Danmark, at her er umanerligt mørkt.
Der, hvor isen var blank, var den helt sort, kun afbrudt af de mange revner og nogle utrolige formationer af metanbobler. Et enkelt sted mødte jeg en af de varme kilder. Jeg kunne ikke se selve kilden, men pludselig lød isen underligt. Jeg stoppede op. Med begge fødder på isen, kunne den holde, men så snart jeg prøvede at gå videre, gik jeg igennem. Det var temmelig ubehageligt at få våde fødder herude. Heldigvis var det kun fire til fem meter is, der var undermineret af varmen, så jeg slap med skrækken og var egentlig ikke i alvorlig fare.
Ca. 90 km nord for min start nåede jeg Bukhta Pestjanaja. Det er et stort feriecenter med plads til ca. 600 turister. Centret er kun åbent om sommeren. Vinteren bruges til at renovere bygningerne, mens man kan køre tunge byggematerialer ud med lastbiler på isen. Isskosserne betød, at sådan var det ikke i år.
|
|
 |
|
| Den skrappe fiskerkone, der bestemte "alt" ved feriecenteret om vinteren. Det var fra hende, at de tre vagter kunne købe vodka og det gav magt! Faktisk var hun rigtig flink bag sit bestemte ydre. |
|
 |
|
Feriecenteret ved Bukhata Pestjanaja er fra sovjettiden, hvor typisk ungkommunister kom på ferie til lejre som disse, ikke helt forskelligt fra vores spejderbevægelse, bortset fra, at her fik man politisk skoling i Marx og Lenin. Lige efter Sovjetunionens sammenbrud, havde disse centre en svær tid, men i dag har de fået en rænnesance. Flere er tilbage i gammel funktion, og nu er det Putins nationalisme, man lærer sammen med militærøvelser og iklædt uniformer, lange støvler og faner. Andre centre, som dette, er for almindelige turister, og de er godt besøgte af russere, der er turister i deres eget land. |
|
Jeg blev straks inviteret ind hos de tre mænd, som passede på det lukkede center. Her boede de alle tre i et hus på ca. 20 kvm, så længe det ikke var feriesæson. Otte måneder i næsten fuldstændig isolation.
|
|
|
| Sasha (kælenavn for Aleksander) var den kvikke af de tre, og dermed ”boss”. Han stod for husholdningen. Herude er det et fuldtidsjob. Der skal hugges brænde, hentes vand, vandhullet i isen skal vedligeholdes med økse, isbor og sav. Der skal fiskes, og der skal fyres op i ildstedet for at få varme til både huset og madlavningen. Alting tager evigheder, hvor vi i Danmark er forvændte med at kunne tænde for vores elektriske apparater.
Den anden var pensioneret musikker fra Den Røde Hær. Mentalt var han helt fraværende. Lige pludselig fik han trang til aktivitet. Han gik ind efter sin gamle, bulede trompet og begyndte at spille, så vinduerne klirrede. Efter nogle minutter stopppede han, satte sig og blev igen fjern i blikket. Dette skete tre-fire gange dagligt. Han var ikke til megen nytte, men hans løn er nærmest det rene ingenting. Med dette job, havde han dog en funktion og et liv.
Boede han i Danmark, havde han været passificeret på en institution eller en hel flok velmenende pædagotyper havde holdt ham aktiveret med fingermaling og lignende nyttige ting. Desværre må jeg sige, at der ellers ikke er mange positive ting at sige om det sociale system i Rusland. Det er et barsk land, hvor mange af dets indbyggere går til grunde.
Den tredie var maskinmester på generatorstationen, som var lukket om vinteren. Vinteren gik med, at han reparerede, smurte og klargjorde de store dieselmaskiner. Det mest af tiden gik med at fiske, for at de kunne få tilstrækkeligt med mad.
Det eneste selskab, de havde vinteren igennem, var en nærliggende fiskerfamilie og et årligt skøjteløb, arrangeret af sportsklubberne i Irkutsk. Fiskerkonen havde de stor respekt for. Når hun var i farvandet, opførte de sig som små børn i håb om, at de kunne bytte sig til vodka for brænde eller fisk. ”Vodkaen” var hjemmebrændt finsprit. Jeg betalte en liter for dem. Det smager aldeles forfærdeligt, men det er effektivt, hvis man hurtigt vil flygte ind i en tåge langt væk fra hverdagen. Heldigvis har jeg fortsat mit syn i behold.
Næste afsnit - 3. del: Hos jægere og fiskere
|
|
 |
|
| Musikanten fra Den Røde Hær trutter lystigt i sin trompet i den ubeskriveligt beskidte hytte, de tre vagter boede i. Trompeten var godt bulet, ligesom han selv må have fået nogle hårde slag fra tilværelsen. |
|
|
