|
|
|
|
|
 |
|
|
|
| 1. del af 4: Min glæde over den sibiriske vinter får i bedste fald tilhørerne til at se overbærende på mig. Der bliver påfaldende stille. En ske tabes ned i underkoppen. Her følger første del af min beretning om min anden rejse over den frosne Bajkalsø.
Januar 2000 var usædvanlig kold for Sibirien. Flere sibiriske byer, satte nye kulderekorder. I Irkutsk var der minus 42°C lige før min afrejse. Min Mor var bekymret. Selv var jeg begejstret: ”Jamen, jeg har jo udstyr til det, og nu får jeg med sikkerhed god og sikker is at vandre på!”. Hun var ikke ganske overbevist.
Rejsen til Irkutsk i Østsibirien gik helt uden problemer. Først i Irkutsk var der et mindre problem. Støvler med ispigge var ikke til at opdrive. Uden dem, ville jeg være hjælpeløs som Bambi på isen! Mine venner hjalp mig med at købe nogle støvler. En skomager syede en ekstra sål med pigge fast. Problemet var løst. Proviant og brændstof blev også købt.
|
|
Irkutsk er en meget smuk by, specielt om vinteren, hvor damp fra Angarafloden pakker træer og buske ind i de smukkeste isformationer. Billedet her er taget i byens forstad, på "den anden side" af floden. |
 |
|
På den store markedsplads midt i byen, kan man få næsten hvad som helst. Varerne er friske, og for en dansker er priserne overkommelige. Forventer man "kineserpriser", vil man dog blive sørgeligt skuffet. |
|
Irkutsk er en meget smuk by. Den er lidt mindre end København. Her er gamle træhuse med krummelurer og gesvejsninger. Pragtbygninger i sten fra zartiden, og kun i begrænset omfang, finder man de sovjettiske betonrædsler i byens centrum. Lenin står her fortsat og ”viser vejen” med udstrakt arm (han blev dog fjernet i sommeren 2008). Træerne var alle pakket ind i rimfrost. Hvor var byen dog smuk i den hvide indpakning i den strålende sol! Det russisk ortodokse nytår fra den gamle russiske kalender (13. januar), fejrede jeg som gæst hos Rotary i Irkutsk. Det blev til mange vodkaer og dejligt selskab. Samtalen gik om dollars, ekspeditioner i vildmarken, den økonomiske krise (den fra 1998, som var netop var overstået) og dansk køleteknik kontra amerikanske kølehuse. En fabrikant (ejeren af flere kølehuse) mente, at jeg måtte være et passende parti for hans datter. Hun rødmede, og vi var vist begge to lettede over, at han opgav ideen efter lidt tid og endnu flere glas vodka.
|
|
|
| Floden Angara, der løber fra Bajkal og tværs gennem Irkutsk, lukker aldrig helt til med is i selve byen p.g.a. den kraftige strøm. Men da jeg nåede til Bajkalsøen, var tilløbet til floden ubehageligt åbent. Hvor der var is, var den kun 10-15 cm. Pokkers også! Det med at lege med liv og førlighed, er ikke lige min stil.
Isen var helt gennemsigtig. Jeg vandrede udelukkende langs revnerne i isen, så jeg kunne se tykkelsen. Min fornuft sagde mig, at det var sikkert nok. Flere gange ville jeg tage billeder af søens bund langt under isen. Men hver gang jeg så ned, virkede det som om, det hele kunne bryde sammen. Jeg skyndte mig videre uden billeder. Allerede anden dag var jeg så langt væk fra Angara, at isen var helt sikker også for biler.
Solen strålede fra en skyfri himmel. Der var kun overskyet på sølle fire dage over en rejse af to måneders varighed. Selvom jeg vandrede mod nord, måtte jeg hele tiden bære solbriller for at beskytte øjnene mod reflekserne fra sneen og isen. Hvor var her dog flot! Kulden havde stadig godt fat. Selv om dagen måtte jeg pakke mig godt ind i mit uldtøj og min bomuldsanorak. Her virker kun de gammeldags naturmaterialer. Nætterne var kolde. Minus 40°C var der mange nætter i januar. Normalt skal man kun vente sig minus 25-30°C p.g.a. varmen i Bajkalsøens vand. Det lyder værre, end det var. Luften er tør, og der er næsten aldrig vind af betydning. Kun når jeg var nødt til at stå ud af soveposerne for at træde af på naturens vegne, var det ualmindeligt modbydeligt! Så længe jeg var i tøjet eller soveposerne, frøs jeg ikke en eneste gang.
Morgenerne var de mest hyggelige. Solen stod op ca. kl. 8:45. Først da havde jeg tilstrækkeligt med lys til at hugge is og bruge mit kogegrej. Brænderen kørte uafbrudt i halvanden time hver eneste morgen. Hvis jeg virkelig skyndte mig, kunne jeg starte min vandring kl. 12:00. For det meste kom jeg først af sted omkring kl. 13:00. Frokost var udelukket p.g.a. tiden. Under et par korte pauser drak jeg varm energidrik fra thermokanden og spiste lidt marcipan, kiks og chokolade. Thermokanderne kunne kun holde det kogende vand flydende i ca. 7-8 timer. Herefter dannedes der is inde i kanderne. |
|
 |
|
| Her er jeg klar til afgang på isen fra landsbyen Listvianka, ca. 80 km fra Irkutsk. Isen var meget tynd på trods af de rekordlave temperaturer. Årsagen var, at efteråret havde været mildt og derfor var der opsamlet meget varme i Bajkalsøens enorme vandmængder. |
|
 |
|
Overalt var der de smukkeste isformationer på Bajkalsøen. Her er det skruninger ved søbredden ikke langt fra Listvianka. |
|
Senest kl. 17:00 skulle jeg være i øjenkontakt med en god lejrplads. Forsøgte jeg at rejse teltet efter solnedgangen kl. 19:00, var elastikkerne inde i teltstængerne så hårde, at stængerne ikke kunne samles. To gange måtte jeg sove i soveposerne under åben himmel. Aftenerne var de smukkeste. Solen glødede i fantastiske røde farver over isen. Det var som at blive præsenteret for et under fra guderne. Aftensmaden bestod af spaghetti, tilsat en frysetørret færdigret, et krus varm chokolade og en chokoladebar. Chokoladebaren fik jeg kun, hvis jeg i tide huskede at lægge den i bukselommen. Glemte jeg det, var chokoladen hård som beton!
Når klokken var 20:00, var det så koldt, at jeg enten måtte finde ekstra tøj frem eller gå ned i soveposen. Fyrfadslysene lod jeg slukke af sig selv, så de kunne give lidt varme inde i teltet. Kulden gjorde, at stearinen kun smeltede i midten af lysene. Brug af lommelygte var udelukket, da intet batteri kunne afgive strøm under disse temperaturer.
De første 3 dage nåede jeg slet ikke de nødvendige dagsdistancer, men jeg fik hurtigt rutinen. Snart var den manglende distance indhentet. Dagsdistancen var vigtig, hvis jeg skulle have tid til at gøre holdt hos de mennesker, jeg ville møde på min vandring.
Kun støvlerne gav et reelt problem: På fjerde dag knækkede limen i sålerne. Herefter måtte jeg vandre i et par tyske støvler beregnet til sommervandring i alperne! Godt nok kunne de indeholde ekstra kraftige sokker, men det var lige på grænsen.
Næste afsnit - 2. del: Feriecenter i vinterdvale
|
|
|
|
