|
|
|
|
|
 |
|
|
|
| Da jeg var af sted på min anden cykelekspedition i 1997, blev jeg overrumplet af snestorme i maj måned i Kolyma, det vildeste og koldeste område i Rusland og dermed det mest ekstreme sted på hele den beboede del af denne klode. Der skal ikke herske tvivl om, at snestorme i maj måned var særdeles ubelejlige for en cykelekspedition, men alligevel blev jeg stærkt betaget af Sibiriens skønhed i vinterkulden.
Da jeg havde afsluttet min cykelrekord, havde jeg en ny plan. Jeg ville vandre over land, mere eller mindre som de gamle kosakker, fra Magadanregionen, ind i landet, op til Ishavet ved minebyen Pevek og derfra langs kysten til Beringstrædet. Ekspeditionen ville vare tre år.
|
|
Vi valgte at benytte ski. På sort is (se længere nede) var skiene mest i vejen og i isskosserne, som på billedet her, var de helt umulige. Vi måtte derfor vandre i vores skistøvler med helt glatte såler på den endnu mere glatte is. Det var total fiasko, men nu heller ikke helt uden en vis morskab, da vi ikke var "større", end at vi kunne erkende vores store fejltagelse! |
 |
|
Det er ingen overdrivelse at sige, at mine planer for en vinterekspedition af tre års varighed, var vovelige, specielt med på tanke på, at jeg overhovedet ikke kunne stå på ski. Jeg var heldigvis forsigtig nok til at tage på en prøvetur om vinteren til Bajkalsøen, før jeg tog til Kolyma og Tjukotka om vinteren.
Drømmeekspeditionen, som er vist på kortet, er aldrig blevet realiseret, og bliver det heller ikke, men jeg tænker fortsat på at tage ud på vandring over mindre strækninger i området på frosne floder.
|
|
Planen var ambitiøs og vovelig. Mine venner i Perm lovede mig, at jeg ville få de nødvendige tilladelser, men kun fordi jeg havde bevist at kunne klare mig under meget vanskelige forhold. Normalt skulle man ikke regne med at få adgang til området. Betingelsen var også, at gik noget galt, ville man mindske tabene og derfor undlade at iværksætte en eventuel redningsaktion.
Betingelserne var rimelige og fuldt ud acceptable. Tager man af sted på sådan en ekspedition, har man ingen ret til at forvente, at andre skal sætte deres liv på spil for at redde en ud af en situation, som man har udsat sig selv for.
|
|
|
| Sne og ski havde jeg imidlertid ikke mange erfaringer med. At tage direkte ud til Magadan med en pulk og vandre ud på lykke og fromme, uden behørig træning, ville være direkte sindssygt. Derfor planlagde jeg en tur på Bajkalsøen, for at få lidt erfaring med kulde og vandring i Sibirien om vinteren, hvor hjælpen altid er nær, og hvor det ikke er nær så ekstremt som i Kolyma.
Da der var tale om en prøvetur, var det muligt at tage af sted med nogle rejsekammerater. Steen, som havde rejst med mig på cykelekspeditionen i 1996, og Henrik, den gang næstformand for Roskilde Cykle Ring, meldte sig som deltagere. Vi tog af sted i januar 1999.
En ting gik galt fra start: Budgettet! Det var hamrende dyrt at købe alt det udstyr, vi behøvede. Vores udgangspunkt var, at vi intet havde, der var beregnet til ophold i temperaturer ned til minus 40° C. Der skulle anskaffes undertøj i uld og kunststof i flere lag og det i flere sæt, så der var noget at kunne skifte med. Hertil kom en yderskal i bomuld, mængder af fleece og meget mere. Det vejede tungt på budgettet.
Af skade bliver man klog, og vandringen på Bajkalsøen viste sig at give os en masse ny viden. Allerede første dag erfarede vi, at den klare luft gav et helt forvrænget billede af afstande, og det klippefremspring vi vandrede efter, var ikke ca. 10 km fra os, men nærmere 60 km fra os! Vi måtte derfor opgive at komme i land, før vi skulle sove, og isen viste sig at være alt andet end rolig. Faktisk sprang isen direkte under os midt om natten, men heldigvis uden at åbne ned til søens store dyb! Det lød som om, at hele verden flækkede i to dele lige under os!
Vi opdagede også, at vores tøj og soveposer ikke var godt nok. Kulden var for kraftig til udstyret. Heldigvis var der tale om en forholdsvis almindelig vinter på Bajkalsøen. Havde vi været af sted året efter, var vi havnet i rekordkulde, og det ville have været kritisk for os!
|
|
 |
|
| To oplagte fiskerbåde i Khuzhir havn midt i Bajkalsøen. Det er et meget smukt syn at se Bajkalsøen om vinteren. Isen ser "grødet" ud, men den er stærk nok til at kunne bære lastbiler.
Erhvervsfiskeriet havde nær ødelagt bestanden af fisk i søen. I dag er det mest turisme og fabrikker, der er en trussel for søen.
|
|
 |
|
Her ses mine rejsekammerater, Henrik og Steen (nærmest) med ski på isen. Ski var et uhyre dårligt valg! |
|
Planen havde været, at vi ville vandre fra midten fra øen Olkhon, der ligger midt i Bajkalsøen, til søens nordspids ved byen Severobajkalsk. Vores udstyr og distance var slet ikke godt nok til sådan en tur, og vi måtte vende om og gå tilbage til landsbyen Khuzhir på øen Olkhon.
Teknisk set var rejsen en fiasko. At bruge ski på hård, sort is, var en komplet fejltagelse. Skøjter havde været bedre! Bedst havde det været med nogle gode varme støvler med gummisåler i stil med de canadiske Sorelstøvler. Soveposerne var også i underkanten.
Derfor afbrød vi turen på et tidligt tidspunkt og erkendte, at vi ikke var tilstrækkeligt forberedte. Selv besluttede jeg mig for, at jeg måtte tage ud på endnu en rejse til Bajkal, og jeg priste mig lykkelig for, at jeg ikke var gået direkte ud i Kolymas ekstreme kulde. Nu måtte jeg prøve igen, og måske ville drømmeekspeditionen aldrig blive til virkelighed.
Hvad vi ikke opnåede i indfrielse af vores planer, fik vi til gengæld opfyldt i form af en fantastisk rejse. Naturen var enestående, og vi udgjorde et godt team. Vi var forsvarlige nok til at bryde af lang tid før, at vi udstatte os selv for en virkelig risiko.
I det følgende kommer historien fra min solorejse på Bajkalsøen året efter.
Næste afsnit - 1. del: På vandring i kulden
|
|
|
|
