Stellet var et MacB mountainbike stel med forstærkning af kronrøret. Denne forstærkning var en standardmulighed for alle købere. Derud over var det fremstillet med et ekstra forstærket bagstag, en meget kraftig aluminiumsforgaffel uden affjedring, og der var sat helicoilgevind i stellet til påmontering af bagagebærere.

Frempind, styr og saddelpind var sponseret af KORE, og de holdt fortræffeligt, ikke mindst da stellet knækkede lige ved saddelpinden, og pinden alene holdt de sidste ca. 2.500 km. Dette punkt på stellet er i øvrigt et svagt sted på alle aluminiumsstel. For at minske risikoen for skader netop der, bør man vælge et stort stel, hvor saddelpinden bliver tilsvarende kort. Det giver et mindre vred i stellet, men også en noget ringere affjedring op til sadlen.

Skærmene for og bag var af mærket Zefal, og de var med to tråde som holdere. Dvs. at de ikke kunne komme ind og gribe fat i knopperne på dækkene og dermed give anledning til uheld, som jeg kom ud for året før.

Bagagebærere og tasker

Man kan dybest set gøre et af to valg vedrørende tasker. Vælge nogle helt vandtætte tasker og så alligevel erfare, at der kommer vand ind, uden det kan komme ud. Alternativt kan man vælge ikke helt vandtætte tasker, og så undgår man, at det vand, der alligevel kommer ind, ikke bliver opsamlet. Jeg valgte den ikke helt vandtætte løsning fra Karrimore, der er nogle meget solide tasker. Dog kan deres beslag være lidt skrøbelige, og derfor havde jeg ekstra beslag med i reserve, men fik ikke brug for dem under rekordrejsen (jeg fik brugt et sæt under "Verdens værste tour" året før).

Bagagebærerne var et andet svagt punkt, der havde givet meget store problemer på den første mislykkede rejse, men det var først og fremmest forbagagebærerne, der gav de store problemer. Årsagen var, at taskerne hele tiden klaprede ind på stativet, og efter nogle uger gav aluminiumen op og knækkede af metaltræthed. Da jeg opdagede problemet og satte en bagageelastik ind over for, at fastholde taskerne, ophørte problemet. Forbagagebæreren holdt på hele rejsen på rekordekspeditionen.

Bagbagebæreren er den mest udsatte mht. vægt. Efter et uheld nær ved byen Jakutsk, var den svækket, og senere brød den uhjælpeligt sammen og bestod til sidst mest af 10-sekunderslim, spændbånd og aluminiumstråd. Nogle hjælpsomme russere fremstillede en ny bagagebærer til mig af jern, og den brugte jeg, til jeg kunne få en ny af aluminium. Denne nye gik også i stykker, men dog ikke mere, end at tre spændbånd og noget 10-sekunderslim klarede det (se billedet).

Bagskifteren

På den første ekspedition havde bagskifteren givet enorme problemer for os. Årsagen var, at vi brugte "universalolie" til at smøre både kæde, skiftere og kabler med det resultat, at kablerne satte sig uhjælpeligt fast. Der er altså ingen vej uden om: Der skal særlig, ekstra tynd olie eller teflon med til kablerne. På trods af de enorme nedbørsmængder havde jeg på intet tidspunkt problemer med skifterne. Gearskiftet fungerede lige så perfekt på sidste dag som på første dag på rejsen. Dog blev pullyhjulene i bagskifteren godt og grundigt slidte, så jeg en kort tid havde gearproblemer, men da jeg fik sat nye hjul i, fungerede det hele perfekt igen.

Forskifteren, klingerne og kæden

Forskifteren fungerede perfekt fra start til slut. Det var nu også meget lidt den blev brugt på rejsen.

Klingerne, kransen og kæden var også ok. Det holdt de kilometer, man skulle forvente, dvs. ca. 4.000 km. for kæde og krans. Klingerne holdt også ca. 4.000 på grusvejene og det dobbelte på asfalt, men der var et alvorligt problem med klingerne, for Shimano havde ændret deres design på XT-gruppen i 1997, så de kunne spare nogle få gram. Til gengæld skulle man så bruge et tungt stykke specialværktøj for at kunne skifte klingerne, og det havde jeg ikke med. Til alt held mødte jeg nogle cykelryttere i Novosibirsk, der havde dette værktøj til deres cykler, som de havde købt på rejser til Vesteuropa. Jeg ved ikke, hvad status er i dag, men kort efter 1997 ændrede Shimano gruppen igen, så man kunne vælge geargruppe med den traditionelle løsning, hvor en meget lille specialnøgle og en umbrachonøgle kan klare en udskiftning, eller den i teorien lettere løsning.

Krankboxen var et andet punkt, der viste sig at være svagt i 1997-udgaven af XT-geargruppen. De lejer, Shimano brugte i XT krankboxen, var ikke i god kvalitet, og dermed var der slør i akslen, allerede fra første dag. Ikke meget, men nok til at de manifold, der skal holde vand og snavs ude, ikke kunne fungere optimalt. Med de mange tusinde km. i regnvejr på grusvej, kom der vand og grus ind i lejerne og derfor brød krankboxen sammen og måtte udskiftes. Jeg havde oprindeligt overvejet, slet ikke at tage en krankbox med i blandt reservedelene, men valgte heldigvis at gøre det.

Sadlen - et ømt punkt!

En cykel uden saddel er ikke så anvendelig og det uheld, som også svækkede bagbagagebæreren, har formentligt også svækket min saddel.

Sadlen var en Selle d'Italia Flite Max. En fantastisk god saddel med et chrome vanadium stel og fjedrende ophæng. Stærkere fås det næppe, men alligevel måtte den give op. Dels blev den svækket af uheldet, og dels sidder man langt "tungere" i sadlen på langtur, end man ville gøre til f.eks. en MtB-tur i skoven, hvor man næsten mere vil stå i pedalerne, end man vil sidde i sadlen. Den går bare ikke, når man er på langfart, for man er nødt til at sidde "rigtigt", når man skal være på cyklen en hel dag, dag efter dag.

Chrome vanadium er bestemt ikke et godt materiale at reparere på i en landsbysmedie langt ude i Sibirien. Først måtte jeg selv klare den med gaffatape og aluminiumstråd, som jeg fandt i vejkanten og med klodser af bildæk, som jeg også fandt på vejen. På den måde kunne jeg humpe videre til min redning ved Severomuisktunnellen, hvor en smed fremstellede et helt nyt stel til sadlen, lavet af armeringsjern. Han havde bugget det utroligt præcist, og han lavede to stel til mig, så jeg havde et ekstra i reserve. Det fik jeg brug for, men det var med armeringsjern nr. to i sadlen, at jeg kom frem til Kaleningrad.

Hjul, egere og dæk - cyklens achielleshæl!

Et af de helt store diskussionsemner før "Verdens værste tour" var antallet af dæk i vores depoter. Morten fik sin vilje, og vi manglede derefter dæk i helt stor stil. Det store problem var, at dækkkene blev slidt af hjulene i vulsten, hvor fælgens kant og dækket mødes. På ekspeditionen "Rusland på tværs" havde jeg fået et sponsorat fra tyske Schwalbe, der netop havde fremstillet et dæk, der var ekstra forstærket netop ved vulsten, og de holdt meget fint. Et bagdæk holdt ca. 3.000 km, og det var ikke meget forskelligt fra, hvad de holder her i Danmark.

Hjulene var en anden vanskelig sag. Egerne sprang konstant på den første rejse, og derfor havde jeg et meget stor antal eger med i reserve på rekordekspeditionen. Imidlertid havde jeg fået det råd, at hvis egerne blev spændt forholdsvist løst op i hjulene, så ville de ville blive skånet. Det betød, at hjulene konstant skulle efterspændes, hvilket kræver et godt håndelag, men også, at jeg faktisk ikke sprang en eneste eger på den anden rejse!

Fælgene var også et stort problem, og her var der ingen løsning. De mange, mange slag og vibrationer fra grusvejene og den grove russiske asfalt var den rene gift for aluminiumsgodset i hjulene. F.eks. flækkede mit baghjul i længderetningen inde i hjulet, og det fik også godset ved niplerne til at flække i længderetningen. Heldigvis havde jeg bedt om at få Velox fælgbånd fremsillet af tekstil, så det var stærkt nok til at holde sammen på det hele v.h.a. en masse 10-sekunderslim, indtil jeg nåede den næste store by med et DHL-kontor, så jeg kunne få et nyt hjul fra mit depot i Moskva.

Pedaler og cykelsko

Pedalerne var med dobbelte beslag, så hvis beslagene på den ene side gik i stykker, så havde jeg fortsat den anden side at gøre godt med. Det var selvfølgeligt også muligt, at cykelskoene gik i stykker, og for det tilfældes skyld havde jeg dels et ekstra par med i depot, og dels havde jeg et sæt plastikflader med indbyggede klamper, der kunne monteres i pedalernes beslag, så jeg kunne cykle med helt almindelige sko. Jeg fik brug for de ekstra sko, da det første par til sidst bestod mere af 10-sekunderslim end af skind, men nødløsningen blev aldrig taget i brug.

Cykelskoene var fra Shimano, og de var rigtige cykelsko med glasfibersål og velcrolukke. Snørrebånd har det med at blive slidt op og ødelægge selve skoen. De valgte sko var den mest "civiliserede" i kategorien af rigtige cykelsko, så de var ganske udmærket at gå med. Der var ingen andre sko med i bagagen, da det ville fylde alt for meget i cykeltaskerne. Se i øvrigt også "Fakta om rejsen" vedr. den samlede oppakning.

10-sekunderslim og straps

Som det fremgår, så var universalmidlet 10-sekunderslim. Jeg brugte virkeligt mange tuber af det på rejsen, og heldigvis kunne jeg købe det overalt på markederne. Også plasticstraps viste sig uundværlige og uden dem, havde jeg ikke kunnet gennemføre rejsen. Reparationerne så ikke smukke ud, men de virkede!

Rengøring af cyklen

Gennemgående blev cyklen holdt pinligt ren på rejsen. De russiske hoteller var ikke de fineste, og de accepterede, at jeg vaskede cyklen på badeværelset. Til formålet havde jeg medbragt en helt almindelig opvaskebørste. Rengøringen var en god investering i at minske sliddet på cyklen, og det var en medvirkende faktor til, at cyklen klarede strabasserne.

Teknisk Museum i Helsingør

Cyklen står i dag hos Teknisk Museum i Helsingør. Den blev kun brugt til rekordekspeditionen og har hverken været brugt før eller siden, lige bortset fra et par korte testture før afgang og en enkelt tur ind til Bella Centrets rejsemesse i 1998.

Næste: Fakta om "Rusland på tværs"