|
|
|
|
|
 |
|
|
|
| 4. og sidste del: Allerede før afrejsen havde vi været klar over, at det vejløse område langs med BAM-jernbanen ville være rejsens største udfordring. Det blev det i mere end en forstand.
Snestorm og senere regn havde forsinket os massivt, og selvom vi havde slettet alle unødvendige forlængelser ud af vores rejseplan og ofrede alle vores planlagte hviledage i de spændende byer, vi mødte, så var vi alligevel syv uger bagud for tidsplanen. Tidsplanen var meget præcis (se under fakta om rejsen), men den var tænkt som en vejledende skala i forhold til rejsens slutpunkt, så vi altid vidste, hvor vi var i forhold til at kunne sætte vores cykelrekord. Ved BAM-jernbanen så det ikke ud til, at vi kunne nå det.
En anden ting var, at Claus følte sig overset. Når vi mødte russerne, hvad enten de var det i etnisk forstand eller ej, talte de sjældent andet end russisk. Jeg var ikke god til det, men dog meget bedre end Claus. Mødte vi en sjælden gang nogen, der kunne lidt fremmesprog, var det som regel tidligere soldater fra Den Røde Hær, der kunne tale lidt tysk fra deres tid i DDR, og Claus talte ikke tysk. Når vi så endeligt mødte nogen, der talte engelsk, talte de som regel med den ældste, og det var også mig.
|
|
Et halvt års rejse gennem vanskeligt terræn og med konstant regnvejr, når det ikke var snestorm, kunne til tider få smilet til at stivne. Alligevel var dagene med dårligt humør trods alt undtagelsen. Her er har Claus taget et billede af mig, en af de dage, hvor pessimismen for en kort bemærkning havde fået overtaget. |
| Derfor blev det til et brud, da vi var kommet tæt på Bajkalsøen, og herfra tog Claus med båden til Irkutsk og videre hjem med fly til Danmark. Claus har siden sagt, at han har været meget glad for at deltage i ekspeditionen, og jeg må også sige, at selvom vi havde vores problemer, så var jeg glad for, at Claus var min rejsekammerat over en periode på tre måneder.
Også jeg skulle til Irkutsk. Min cykel havde haft en meget hård tur, og det var tvivlsomt, om den kunne klare den videre rejse til næste DHL-kontor, hvor jeg kunne få reservedele fra mit depot i Moskva.
Turen til Irkutsk skete med hydrofoilbåd, og de 700 km tog kun 9 timer. I byen fik jeg reservedele fra DHL, og cyklen blev gjort klar til, at jeg skulle tilbage til udgangspunktet, men sejladsen var indstillet! Rederiet kunne ikke betale for brændstof og uden det, kunne båden ikke sejle. Man vidste ikke, hvornår sejladsen ville blive genoptaget. Jo, Jeltsins årti i 1990'erne var nogle vanskelige og omskiftelige år!
I stedet for 9 timer med båd måtte jeg derfor vente nogle dage for at komme tilbage med tog til mit udgangspunkt, og så varede togrejsen endda næsten tre døgn, og jeg kom ikke hele vejen tilbage. Godt nok måtte jeg kun cykle ca. 40 km den modsatte vej af min rute for at ramme mit udgangspunkt, men psykologisk var det bare den strækning ikke så lidt af en nedtur for mig. Hvis man kan tale om et virkeligt lavpunkt på rejsen, så var det netop disse to-tre dage. Nå, men inden det hele lyder alt for ynkeligt, så er to-tre dårlige dage over et halvt år vel ikke så dårlig en statistik?
Foran mig ventede nu ca. 8.000 km, hvor jeg skulle cykle alene, og jeg var massivt forsinket, og jeg kunne ikke bare forlænge rejsen i det uendelige. For at sætte rekorden skulle den gennemføres inden for et kalenderår, og lang tid før nytår ville en ny vinter sætte en stopper for cyklingen. At cykle i snestorm på de befærdede veje i europæisk Rusland, var helt udelukket.
Dermed var det højest usikkert, om jeg kunne nå at sætte rekorden. og et nyt forsøg var næppe en mulighed. Tiden var også inde til, at jeg kom videre med andre mål i tilværelsen. Det sidste tænkte jeg ikke bevidst på, men tanken må have luret i underbevistheden.
|
|
 |
|
| Jeg blev godt modtaget af nogle lokale indbyggere, da jeg kom tilbage til nordspidsen af Bajkalsøen. Vi købte bl.a. fisk hos de lokale fiskere i byen, Nisjnie Bajkalsk. Billedet er fra 1997, men fiskerne på denne båd må have savnet det gamle system, siden de benyttede Sovjetunionens flag og ikke det russiske. |
|
 |
|
Politiet er ikke ligefrem elsket i Rusland, men for mig var det altid til stor hjælp, når jeg havde brug for at spørge om vej. Ofte inviterede de mig på te eller mad, og her, ved en vejpost i Uralbjergene, havde de stoppet mig for at snakke med mig. Rejsepapirer m.m. blev stort set aldrig kontrolleret på de to meget lange ophold, jeg havde på cykel i landet. Sådan er det dog ikke mere for Putins Rusland holder meget af, at holde kontrol med alt. |
|
Det lykkedes mig at sætte rekorden. Jeg var ikke bedre til at cykle end Claus. Det var nærmest modsat, men jeg kunne selv sætte distancen og rytmen og modsat strækningerne over de foregående måneder, var jeg nu kommet på asfalt på stort set resten af rejsen. Det dårlige vejr fortsatte, men selv når det regnede allermest, så var vejene sådan, at det ikke hindrede mig i at fortsætte.
Rejsen var på ingen måde ensom. Jeg havde været interviewet mange gange på forskellige radio- og tv-stationer, og derfor havde folk ofte hørt om mig. Jeg blev inviteret på mad og overnatning en masse gange, og ofte stoppede folk op, bare for at tale med mig. Rigtigt mange trafikanter vinkede til mig. Jeg følte mig alt andet end alene på rejsen. Detaljerne må du vente med, til min lydbog om rejsen udkommer, men de trivielle data om kilometer, bynavne og datoer kan du finde i afsnittet "Fakta om rejsen".
Jeg kan imidlertid ikke se bort fra, at de mange kilometer kostede dyrt på oplevelserne. Jeg satte en benhård "spurt" ind af tre måneders varighed, hvor cykelrekorden var det helt afgørende tema for rejsen.
|
|
|
 |
|
Her er jeg inde og se balletten "Tornerose" af Tjaikovskij i Tjaikovskijteatret i Perm. Perm har et af Ruslands fineste balletkorps, kun overgået af Mariinskij i Skt. Petersborg og Bolsjoj i Moskva. |
|
|
|
|
| Man kan diskuttere for og imod, om jeg ville sætte min rekord i Sankt Petersborg eller Kaliningrad. Kaliningrad er Ruslands vestligste punkt, men det ligger i en enklave fra det gamle Østpreussen. og russerne regner det ikke for at være "rigtigt" Rusland. For at være sikker på min rekord, valgte jeg at tage hele vejen til Kaleningrad via Skt. Petersborg, så uanset hvilken af de to byer man regner med, så fik jeg sat rekorden som den første nogensinde, der krydsede hele Rusland udelukkende ved brug af en cykel. Præstationen blev optaget i Guinness Rekordbog 1999 og ikke i 1998, fordi redaktionen for 1998-udgaven var afsluttet, før jeg gennemførte rejsen.
Afslutningen på rejsen var timet til sidste minut. Mindre end en time efter jeg var ankommet til mit hotel i Kaliningrad, startede en snestorm ind over byen!
Afrejsen fra Rusland skete med maner og bogstaveligt talt med kanonsalut. Jeg kom nemlig med om bord på den første afgang med en fragtfærge fra Kaleningrad til Køge. En rute som rederiet Key-Line havde meget store forventninger til, men som ophørte under finanskrisen i Rusland i 1998. Jeg må derfor indrømme, at kanonerne nok mest var til ære for skibet, men jeg fik da hilst på Kaleningrads daværende guvernør, og således blev også afrejsen til en spændende oplevelse.
Jeg var meget glad for at sætte rekorden. Det var den, der var det oprindelige oplæg for min store indsats over to omgange, men da jeg havde opnået den, falmede den. Det var de mange mennesker og oplevelser, jeg fik på min vej i dette enorme land, der var rejsens vigtigste resultat. Rekorder er sjove nok, men så heller ikke mere end bare det.
Næste: Rekordcyklen del for del
|
|
 |
|
| Netop som fragtskibet sejler ud af Kaliningrad havn, kommer der et ophold i vejret, da en sømand hjælper mig med at få taget et billede. Her var rejsen slut, og rekorden var sat. |
|
|
