Rusland på tværs
3: Kampen mod elementerne
Kampen mod elementerne

3. del af 4: Da vi skulle forlade Kolyma og kom ind i det første distrikt (rajon) i Jakutien, Ojmjakon, fik vi endeligt forår og godt vejr. Det gode vejr holdt en uge i det, der ellers er verdens koldeste beboede område. Her fik vi, af alle steder, ikke problemer med vejret, mens sne, is, regn og oversvømmelser var reglen for praktisk taget hele den resterende rejse!

De øde strækninger

De store ubeboede strækninger vi havde på første del af ruten til landsbyen Khandyga inde i Jakutien, var ikke så lidt af en udfordring. Strækningen er over 800 km, med kun en eneste lille landsby på ruten.

Første gang måtte vi simpelthen opgive og vende tilbage til landsbyen Mjaundsja i Magadanregionen. Det var endeligt blevet forår, og isen på vejene var blevet til en tyk grød, som vi slet ikke kunne cykle på. Anden gang gik det noget bedre, men svært var det. De lokale havde advaret os, fordi det nu var springflod, og de mange små vandløb var blevet uoverkommelige hindringer på ruten.

I princippet havde de lokale ret. Ingen bil kunne komme igennem dette område midt om foråret, men vi kunne. For der hvor vandløbene var uoverkommelige for biler, ja, selv for de store sekshjulstrækkere, kunne vi kravle over de gamle og sammenfaldne broer. I dag ville det nok ikke kunne lade sig gøre efter yderligere 13 års forfald. For de mindste vandløb måtte vi gå igennem det isnende vand, og selvom nogle af dem var ikke så lidt af en udfordring, så kunne vi lige nøjagtigt klare dem.

Værre var det naturligvis med vores sikkerhed. Skete der noget med os på den strækning, havde vi ikke kunnet få nogen hjælp i flere uger, før vandstanden var sænket og trafikken genoptaget, men det var en chance, vi var klar over, at vi tog, og vi slap igennem uden uheld.

Her ser Claus på en "vandpyt" på hovedvejen fra Magadanregionen til Jakutsk. Foran os ventede godt 800 km, hvor der kun var en eneste lille landsby på ruten.
Jakuttiske børn danser til festen for sidste skoledag i verdens koldeste by, Tomtor. Overalt blev vi modtaget med stor gæstfrihed i Jakutien, men den gang var det også meget usædvanligt at møde udlændinge i området.

Jakutternes land

Den lille landsby midt i det øde område var Tomtor, verdens koldeste by. Her er i øvrigt en lille lokal disput, for det er i Tomtor, at kulderekorden -71,2° C er målt, men det er distriktsbyen Ojmjakon, der er løbet med æren. Sådan udlægger de i det mindste historien i Tomtor. En helt tredie by, Verkhojansk, er også fornærmet, for de påstår, at have rekorden, men det var så koldt, at termometeret sprang, og derfor fik man ikke kontrolaflæst rekorden, siger de, altså i Verkhojansk. Ojmjakon og Tomtor ligger meget tæt på hinanden.

I Tomtor havde oplevelsen året før været, at jakutterne var meget lidt gæstfri, ja, nærmest fjendtligt indstillet. Intet var mere forkert. At vi havde den opfattelse skyldes alene vores interne konflikter, manglende sprogkundskaber og en generel fejlfortolkning af de meget barske omgivelser, inkl. de skummelt udseende guldgravere i Magadanregionen.

Denne gang var jeg bedre forberedt. Ikke mindst hjalp de russiske gloser jeg havde lært, og endnu vigtigere, så havde jeg lært landet at kende og kunne nu se forskel på skummelt udseende personer og de personer, der virkeligt var skumle og kunne have ubehagelige hensigter. Resultatet var, at Claus og jeg var langt mere åbne for invitationer og henvendelser, og de gav os nogle fantastiske oplevelser, ikke midst hos jakutterne, der bor i Ruslands største og koldeste provins. Jakutien er fem gange større end Frankrig, og der bor kun en halv million indbyggere, hvoraf over halvdelen bor i selve Jakutsk.

I Tomtor blev vi inviteret med til sidste skoledag hvor børnene optrådte i nationaldragter og deltog i en lang række konkurrancer og optrædender. Her var sang og dans, og konkurrancerne bestod af især brydning, tegninger, løb, poesi og træk (en særlig jakuttisk sportgren). For hver disciplin var der en lille præmie i form af en lille Milkyway/Lego gaveæske med lidt legokoldser og chokolade.

Vejen forsvandt bogstaveligt talt i vandmasserne foran os, da vi begav os ind på ruten langs med BAM-jernbanen. Billedet her viser indledningen til de massive oversvømmelser der opstod mange steder i Sibirien over sommeren 1997, der var et meget regnfuldt år. Samtidigt var der en voldsom hedebølje og tørke i Europa, som vi kunne følge på russisk tv og via vores få telefonsamtaler med familierne derhjemme.

1.600 km vejløst område i elementernes vold

Fra Khandyga skiftede vejret til massivt regnvejr, der holdt stort set hele vejen til Østersøen. Selvfølgelig var der enkelte dage med tørvejr og endda solskin, men de var undtagelserne fra reglen.

I starten var regnen besværlig og enerverende. Fra Khandyga til Jakutsk er der lerveje, der er ualmindeligt vanskelige at cykle på, når de er våde. Leret satte sig fast på dækkene, så de til sidst satte sig fast i skærmene, og dermed kunne hjulene ikke længere dreje rundt. Her opdagede vi så, at leret også havde låst vores klamper til pedalerne, så vi ikke kunne få vores fødder fri af cyklen. Vi faldt uhjælpeligt ned i mudderet.

Bedre var det på den lange strækning fra Jakutsk ned til Tynda, hvorfra vi skulle ud på rejsens vanskeligste strækning. Vejen her er god grusvej, og ca. en fjerdedel af den var endda asfalteret. Rart var det naturligvis ikke med den megen regn, men direkte uoverkommeligt var det i det mindste ikke.

Fra Tynda startede vores største problemer. Fra at det regnede jævnt over dagene på rejsen, væltede regnen nu ned i torve over flere dage i træk, og det på den del af ruten, der, i princippet, var vejløs. Det, vi skulle cykle på, var den lille servicevej, der var anlagt langs med BAM-jernbanen og med de enorme vandmasser forsvandt vejen bogstaveligt talt. Selv jernbanen måtte opgive over for oversvømmelserne og måtte indstille togdriften flere dage i træk.

Sygdom og en god kirurg

Man kan sige, at vi fik ulykkerne optimeret. Da oversvømmelserne hindrede enhver chance for at fortsætte rejsen, blev jeg syg og måtte på hospitalet. Den lokale terapeut sagde, at de havde en god kirurg i Tynda: En meddelelse jeg ikke var specielt begejstret for. Heldigvis nåede vi at komme med toget til Tynda, lige før driften blev indstillet, og i Tynda blev sygdommen klaret medicinsk. Der var tale om en meget kraftig reaktion på et insektbid.

Hospitalet lignede noget, der var løgn, men hygiegnen var høj, og lægen forekom at være meget kompetent. I hvert fald blev jeg forholdsvist hurtigt helbredt, og da jernbanen var i drift igen, kunne vi tage tilbage til den lille landsby, hvor man havde opbevaret vores cykler bag lås og slå på borgmesterens kontor.

Efter endnu et par dage kom meddelelsen via jernbanens informationer, at vejene var genetablerede, og vi kunne fortsætte vores ekspedition. Forholdene var ekstremt vanskelig for os, men vi oplevede også noget af Ruslands smukkeste natur og nogle fantastisk gæstfrie indbyggere i de små landsbyer, der levede af at vedligeholde den lange BAM-jernbane. Endnu en gang må jeg sige, at det værste faktisk også var det bedste!

Næste - 4. og sidste del: Ankomst til Østersøen

Her skriver Claus autografer til børnene i en ungdomsklub i en af de små landsbyer langs BAM-jernbanen.