1. del af 4: Man gør ikke en dårlig oplevelse god, ved at gøre den en gang til. Det var på mange måder det, jeg prøvede på, ved at tage af sted igen allerede i 1997, året efter den mislykkede ekspedition gennem Sibirien i 1996 (se "Verdens værste tour").
Stress, panik, dårlig økonomi og presset tidsplan
Jeg ville sætte en cykelrekord. I 1996 ville jeg være den første, der cyklede gennem hele Sibirien, men det var mislykkedes. Nu ville jeg gentage forsøget og sigtede desuden efter, at jeg skulle cykle gennem hele Rusland fra Magadan i øst til Sankt Petersborg og Kaleningrad i vest. Egentligt vidste jeg på forhånd, at rekordforsøget ville fylde alt for meget under rejsen på bekostning af mødet med de mange forunderlige personligheder, jeg vidste jeg ville møde på min vej, men rekordens betydning var overvældende for mig. Dels skulle jeg forsøge at lægge mine oplevelser fra 1996 bag mig, og det troede jeg, at rekorden ville gøre, og dels havde jeg et enormt behov for, at nu skulle jeg gennemføre et projekt fuldt ud og følge det helt til ende. Mit liv havde været fyldt med alt for mange løse ender, og nu skulle jeg endeligt vise, at jeg kunne følge mine planer helt til mål!
Der lå med andre ord et enormt pres på mig, for at denne gang skulle det lykkes! - Det var et elendigt udgangspunkt for mit livs projekt, for en rejse for livet kræver et åbent sind, der er klart til nye eventyr og en masse gode oplevelser.
Vores første overnatning i naturen. Det var maj måned, og det var ikke ligefrem en "mild" årstid. Det er normalt med sne ind i maj måned i Magadan, men vinteren var alligevel usædvanlig lang i 1997, selv for Magadanregionen!
På mange måder var det hårdeste på rejsen i 1997 også det bedste. Som det kan ses på billedet, så havde vi ikke just gode betingelser for en cykelekspedition, men samtidigt fik vi også set helt eventyrlige snelandskaber.
Billede fra starten i Roskilde Bank, der var med som sponsor for ekspeditionen "Rusland på tværs". Marketingsdirektøren Stig Bo Jensen havde glemt at advare personalet om startpistolen, og affyring af våben skaber sjældent popularitet i en bank! Men vi kom godt af sted og ingen trykkede på alarmen. Foto fra Roskilde Avis, Erling J
Vi havde været tre om at forberede ekspeditionen året før og havde haft halvandet år til at gøre det. Nu havde jeg ganske vist en hel del flere erfaringer i bagagen, men jeg var alene om forberedelserne, og jeg havde kun 7 måneder til mine forberedelser, hvoraf de første to mest gik med at komme mig nødtørftigt oven på oplevelserne fra den første ekspedition. Økonomien var også hårdt presset. Alle ressourcer var opbrugte, og jeg startede fra mindre end nul. Læg her til, at jeg mentalt var helt ude af stand til at overskue situationen, hvis ikke jeg kom af sted igen og hvis det ikke lykkedes denne gang at gennemføre projektet.
Claus, min nye rejsekammerat
Få måneder før afgang meldte Claus Nielsen sig som deltager til cykelekspeditionen. Claus var meget entusiastisk, men det var naturligvis ikke så lidt af en chance for os, da vi ikke kendte hinanden før dette projekt.
Claus var tidligere cykelrytter. Som så mange andre ungdomsryttere, slap han sporten på eliteplan, da han blev senior. Da vi tog af sted, var han 23 år, hvor jeg var 34 år og blev 35 under ekspeditionen. Vi var begge afklarede med, at dette var mit projekt, og Claus var med som deltager. Det var en markant forskel fra situationen året før.
De sidste forberedelser
Claus hjalp til med forberedelserne, så godt han kunne, men vi var tæt på afrejsen. Det var mindre end en uge før afgang, at vi endeligt fik økonomien på plads, og det er endda lidt af en tilsnigelse. De sidste forberedelser var så hektiske, at vi stort set ikke fik sovet de sidste tre døgn før afgangen.
De logistiske forberedelser havde alligevel været så gode, at selvom der var total panik de sidste dage før afrejsen, så havde mine tjeklister været så detaljerede og gennembearbejdede, at stort set alt var i orden, da vi gik om bord på flyet til Moskva. Det sidste vi pakkede, var vores mange cykeldæk, der først blev leveret på selve afrejsedagen, og de blev pakket i vores depoter (papkasser) i afgangshallen i Kastrup Lufthavn!
Kuldechok!
Før rejsen havde jeg lært mig lidt russisk. Jeg var mildest talt ikke flydende ud i sproget, men jeg kunne lidt brokker og formulere mig bare en lille smule. Derfor kunne jeg forstå lidt af det, som luftkaptajnen sagde til os, ca. en halv time før landing i Magadan. Der var minus 14 grader i lufthavnen Sokol. Det var langt koldere, end vores udstyr kunne klare!
Jeg tænkte på året før. Da havde landskabet lignet en fjendtlig planet med de mange sorte klipper og hvide isstriber. Det havde ligefrem grebet mig med panik over for den forestående ekspedition. Det viste sig at være slemt, meget slemt endda, men dog ikke tilnærmelsesvist så galt, som det havde set ud oppe fra flyet. Med denne optimistiske tilgang, kiggede jeg igen ned på det frosne landskab, hvor intet havde andre farver end hvid.
En lille even kiggede nysgerrigt på os i flyet, på vej ud til Magadan. Vi var de eneste udlændinge om bord på flyet, og vi blev betragtet som værende meget "eksotiske". I Magadanregionen bor der aljuter, evener, jakutter, jukagier og tjuktier, men ikke ret mange. Langt hovedparten af befolkningen kommer fra de vestlige og centralasiatiske dele af det gamle Sovjetunionen og altså ikke nødvendigvis kun etniske russere.
