2. del 3: Ankomsten til Magadan var ikke så lidt af et chock. Fra luften så Magadanregionen ud, som om vi var ankommet til en fjern og fjendtlig planet. Lidt bedre var det, da vi var nede på jorden igen, men ikke meget. Alt var nedslidt, og indbyggerne lignede nærmest vaneforbrydere. Tiden var kaotisk i Rusland i 1996, og befolkningen var knuet af dyb fattigdom, en udsigtsløs fremtid og et totalt politisk kaos. Magadan by lignede nærmest en krigszone med nedslidte bygninger. Overalt så vi affald.
Inden vi overhovedet fik cyklet en eneste km på ruten, brækkede vi vores vandfilter. En bagatel, hvis vi havde haft erfaring og dermed havde husket at tage jodtabletter med i reserve, men en potentiel katastrofe, når det var vores eneste kilde til rent vand inde i ødemarken med de mange guldminer. Vores fotokamera led også en krank skæbne i et dumt uheld efter kun to dage og der gik heller ikke lang tid, før egerne i hjulene brækkede på stribe, og vores dæk smuldrede på de dårlige veje.
Efter kun en uges tids var stemningen dybt trykket, og vores lille hold var ved at falde fra hinanden. Årsagen var først og fremmest konflikten mellem især mig og Morten, men de ydre forhold og strabadser gjorde naturligvis ikke situationen bedre. Midt i rejsens mest øde område blev vi syge af dårligt vand, og her blev vi tvunget af omstændighederne til at få et lift med en lastbil. Når man kører i lastbil, sætter man ikke længere cykelrekord, og dermed var hele projektet gået i vasken. Det var en ubeskrivelig nedtur.
|
|
Søren og Morten på cyklerne nær landsbyen Atka, ca. 250 km nord for Magadan. Foto: Jens Alstrup, Morten Østergaard og Søren Søgaard Jørgensen. |
| Morten og Søren var ikke glade for Rusland. De fandt det ensformigt, og at russerne var alt for påtrængende. Selv fandt jeg det storslået, og at russernes optræden var fantastisk gæstfri. Begge parter havde ret, for der var tale om forskellige opfattelser af det sete, men det betød, at vi end ikke i vores oplevelser kunne genopbygge et fællesskab.
For at få fred fra hinanden et par dage og mentalt komme lidt til hægterne igen, splittede vi op. Jeg kom med en lastbil frem til næste by med et lille hotel, og Morten og Søren fortsatte på cyklerne med vores eneste telt og kogesæt.
I lastbilen var der to chauffører, der skiftedes til at køre på den lange strækning fra Jakutsk til Skovorodino ved Den transsibiriske jernbane, og her blev jeg udsat for et røveriforsøg. Heldigvis var de to chauffører rene amatører ud i at være banditter, så jeg klarede frisag med livet i behold, men jeg var naturligvis dybt rystet over det passerede. At kigge direkte ind i et afsikret, skarpladt våben, er ikke noget man tager let på!
Vores lille team samledes igen midt i mellem Jakutsk og Skovorodino i den lille by Tommot. Jeg fortalte min historie og alligevel blev det besluttet, billedligt talt med stemmerne to mod en, at vi nu var i et sikkert område, hvor det var forsvarligt at fortsætte alene, uden telt og uden kogegrejer. Jeg balancerede på kanten af et egentligt chock i medicisk forstand. Det var en ualmindelige bitter pille at sluge, på den måde at blive tvunget af sine rejsekammerater til at fortsætte rejsen alene på de vilkår.
Heldigvis kunne jeg ikke fortryde. Der var ingen busser, ingen lufthavn og ingen tog fra Tommot. Jeg kunne sikkert komme med en lastbil igen, men jeg var fuldstændigt kureret for sådanne lyster. Derfor var jeg tvunget til at fortsætte med cyklen, og selvom jeg følte mig alt andet end heldig i situationen, så ville det have været helt ubærligt, hvis hele projektet var stoppet for mig på denne måde. Nu var jeg tvunget af omstændighederne til at komme videre og fortsætte rejsen, og næsten halvandet år senere kunne jeg afslutte en vellykket ekspedition gennem hele Rusland og opnå det, jeg sådan havde håbet på: Nemlig at kommet tæt på Sibirien og dets indbyggere og at få et eventyr for livet. Var jeg sluttet i Tommot, hvade det været min værste oplevelse nogensinde.
Af hensyn til de få, der måtte kende lidt til Tommot, så ved jeg i dag, at der skam var busafgange fra landsbyen til både Jakutsk og Skovorodino. Jeg vidste det bare ikke den gang, og jeg var ikke på omgangshøjde med situationen på tidspunktet og var derfor ude af stand til at finde ud af det. I dag er der endda også togforbindelse.
Næste: 3. del: En slags vinder af ekspeditionen
|
|
 |
|
| Søren på hovedvejen i retning mod landsbyen Tommot. Morten og Søren cyklede alene et par dage, umiddelbart før holdet bryder definitivt sammen og vi skilles. Foto: Jens Alstrup, Morten Østergaard og Søren Søgaard Jørgensen. |
|
