3. og sidste del: Jeg fik mange grimme oplevelser, efter jeg forlod Tommot og mine oprindelige rejsekammerater. Nogen af oplevelserne var meget alvorlige. Andre var egentligt ikke så slemme, men jeg var slidt op af problemerne og strabadserne, og der skulle ikke meget til, før det hele virkede uoverkommeligt og langt værre, end det var.
På rejse med Steen
Før afrejsen havde holdet talt om at invitere nogle gæsteryttere med på rejsen. Ideen var, at venner og bekendte kunne melde sig og rejse sammen med os på en udvalgt strækning i deres sommerferie. Det kunne dels give et frisk pust, og dels kunne de medbringe penge til os, hvilket DHL, vores sponsor for levering af vores depoter, ikke kunne hjælpe os med.
Steen på "landevejen" mellem to landsbyer i Østsibirien, nord for Tjita. Dette var ubetinget rejsens vanskeligste etape, men også en af de smukkeste og mest spændende.
Steen var den eneste, der ønskede at deltage som gæsterytter. Morten og Søren ønskede ikke at han skulle deltage, men ville samtidigt ikke afskrive muligheden, så længe vi ikke kunne få sendt penge ud. Det fandt jeg var et urimeligt dobbeltspil, og dermed blev også dette til en af vores mange konflikter. Nu var vi midt i Østsibirien, jeg alene og Morten og Søren sammen, og vi skulle mødes i Tjita med eller uden Steen. Morten og Søren ønskede ikke at rejse med Steen, mens jeg så en mulighed i at udskyde min hjemrejse, hvis Steen ville følges med mig. At rejse alene, længere end højest nødvendigt, var jeg ikke parat til.
Steen ville gerne rejse sammen med mig og kom derfor ud til Sibirien og medbragte penge til Morten og Søren og udstyr til mig og Steen selv. Således fortsatte min rejse sammen med Steen fra Tjita, ca. 500 km øst for Ulan Ude og frem til Krasnojarsk i Centralsibirien.
Vores rejse blev hård, og vi fik en del uheld, men først og fremmest fik vi en vellykket rejse og en masse gode oplevelser. Jeg kom lidt ovenpå igen, og da Steen tog afsked og rejste hjem, valgte jeg at fortsætte alene, denne gang efter eget valg og nu langs med Den transsibiriske jernbane. Jernbanen betød, at jeg til enhver tid kunne fortryde, hvis oplevelserne igen skulle gå mig imod.
Modtagelsen lige uden for Perm. Jeg blev kørt et lille stykke, men rekorden var for længst glippet og det var derfor uden betydning. Året efter cyklede jeg hele vejen gennem Perm og over floden Kama.
Eneste rytter i Perm
Det første stræk alene, uden Steen, var en nedslående oplevelse. Rejsen var mislykket, og Morten og Søren var langt foran mig pga. nogle uheld og tidsforbrug med ændring af flybilletter m.m. Vejret var elendigt. Det havde regnet i lang tid, og vinden var opslidende og kom direkte imod mig fra vest dag ud og dag ind. Skoven i Vestsibirien gav ikke den læ, jeg havde håbet på.
I Novosibirsk erfarede jeg, at Morten og Søren havde opgivet og var taget hjem. De var blevet trætte af Sibirien, og de monotome dage var blevet for opslidende for dem. Måske, måske ikke, havde det gjort udslaget, at de havde hørt om mit uheld via DHL, hvor historien var blevet mere og mere drabelig. For mig betød det, at nu havde jeg igen et formål med rejsen. Det hjalp gevaldigt på humøret.
Det var dig som vandt
I Perm og hjemme i Danmark sagde venner og bekendte, at det var mig, som var vinderen. Jeg var den fra holdet, der havde cyklet længst, og jeg havde overgået Morten og Søren ved at nå frem til Perm. Men jeg var smerteligt klar over, at jeg ville snyde mig selv, hvis jeg godtog den udlægning.
Målet med rejsen var ikke at overgå Morten og Søren. Det var at sætte en cykelrekord og helst også at få nogle gode venner for livet. Begge dele var i den grad mislykkes. Det eneste der trods alt ikke gik galt var, at ingen af os mistede livet eller førligheden. Havde dette været min sidste rejse i Rusland, så havde rejsen i 1996 været et enormt, og helt uoverskueligt nederlag. Heldet ville i stedet for, at jeg kom af sted igen i 1997, og at mit nederlag blev starten på en mængde oplevelser, jeg for intet i verden ville være foruden. I den forstand er det rigtigt, at jeg blev "vinderen", men det jeg vandt over, var de mange og dårlige oplevelser, jeg havde fået i 1996. Der skulle gå lidt mere end et år og en ny ekspedition, før det blev afgjort.
