Anerkendelsen var stor fra deres side. Det gjaldt bestemt også den anden vej. De sagde til mig, at nu havde jeg rigtige billeder af Butygytjag, sådan som det virkeligt ser ud, og nu vidste jeg, hvad Kolyma handlede om. De andre, sagde Grisha, og tænkte på GULAG turister, journalister og historikere, er her kun, når det er sommer eller lige efter den første sne. Men vi herude, kan godt se forskel! Dette vil ingen anerkendelse fra en dansk historieprofessor kunne overgå! Jeg må sige, at de, som har skrevet om Kolyma til dato, selvbiografierne undtaget, skriver om Kolyma på et teoretisk plan, som vi andre ville skrive om smagen af jordbær, hvis vi aldrig havde smagt dem.

En behørig afslutning

Tilbage på basen ringede vi til den taxa, som ville køre os tilbage til Magadan. Han var totalt afvisende og sagde, at vejen var helt lukket. Grisha ringede til politichefen og sagde hjertligt: ”Hvorfor fanden rydder I ikke vejen?!”. Svaret var, at de arbejdede på sagen, og han ville give besked, når vejen var åben igen. Politichefen kendte Grisha godt, og det virkede, som om at han grinede over tiltalen. Hvis sneen ville ophøre, så var der håb om, at vejen var åben næste eftermiddag. Endnu en dag forsvandt fra mine interviews og arkivarbejde.

Vi gik i gang med grill og 1 kg svinekød til hver og en masse vodka. Vi var mådeholdende og nøjes med den indkøbte vodka, så vi fik kun lidt mindre end en liter vodka hver i løbet af dagen, plus nogle liter øl, også til hver. Havde det været for 10 år siden, ville vi have drukket alt dette kun i løbet af aftenen og sikkert mere til. Man er, trods alt, blevet mere tilbageholdende. Min tolk nøjedes med øl og havde en hel del at gøre rede for i sine kommende bønner.

Farvel til Ust Omtjuk

Næste dag, efter den nu 5. nat i saunaen, gik vi tilbage til basen. Jeg havde ligefrem sovet godt på massagebænken. Aleksander var sygemeldt, fordi hans ben stadig gav problemer, men folkene havde fået besked på at ringe til ham, når vi dukkede op, for han ville tage afsked med os.

Vennerne fortalte, at jeg endeligt måtte komme tilbage. Så kunne jeg komme med på jagt, og de kunne vise mig lejre og ting, som jeg aldrig havde set før. Jeg tror de hentyder til massegrave, der er åbne, og hvor menneskeknogler ligger i hobe. Der findes også grave, hvor menneskene er intakte pga. permafrosten. Vi aftalte, at jeg ville benytte mig af deres invitation næste år, hvis det bliver muligt for mig at vende tilbage. Desværre gør min sygdom, at jeg fortsat må vente.

Kort efter ankom Sergej Grifulin. Han ville køre med det samme, mens vejen endnu var åben, og vi fik hurtigt samlet vores bagage og læsset den om bord på en stor Toyota Landcruiser. I bilen sad Sergejs kone, Luda, og ventede, og snart var vi på vejen mod Magadan.

Sneen lå højt i siderne af vejen, ikke mindst oppe i bjergpassene. Vejen var kun ryddet i et spor, men Sergej kunne alligevel køre tæt på 100 km/t. Jeg tænkte, at gik det galt, ville vi i det mindste lande blødt. Konen brokkede sig, og Sergej blev fornærmet på hende og fortalte om en tidligere bilrejse fra Kolyma til Moskva, hvor han valgte den gamle vintervej over Jakutsk, Mirnye og Ust Kut. En fantastisk rute at gennemføre, men også en rute, hvor mange bliver dræbt. Jeg kommenterede, at han var en erfaren chauffør, og her burde jeg have holdt mund, for nu fik speederen et ekstra tryk. Vi mødte en gammel UAS (russisk jeep), og Sergej kørte ind i snebunkerne, så sneen kom op over kølerhjælmen. Luda sagde irriteret, at Sergej kunne lade de andre om at trække ind til siden. Sergej brokkede sig tilbage og sagde, at med de møgbiler de andre havde, så var han jo nødt til at gøre det. ”Uh, det er det samme hver gang!”, sagde hun, ”Sidst sad vi fast hele natten i bjergene!”

Gennem "Dødens dal"

Sergej fortalte, at dalen her blev omtalt som Dødens Dal, fordi en hel etape (skal forstås som "kollonne") af fanger og vagter var gået til grunde på deres vej til Ust Omtjug i et uvejr som det, vi lige havde oplevet. Der var simpelthen ikke en eneste overlevende. Det lød plausibelt, og måske er historien grundlaget for en af legenderne fra GULAG litteraturen, som jeg ikke har kunnet få bekræftet. I legenden er det en hel by og ikke en etape, som går til grunde. Begrebet ”Dødens Dal” bruges mange steder herude, for der er mange dale i Kolyma, hvor et ufatteligt antal mennesker mistede deres liv under frygtelige forhold. ”Butygytjag” skulle f.eks. også betyde ”Dødens Dal” på jakutisk, men ifølge Aleksander er det er slet ikke jakutisk, og det skulle være navnet på evenkisk for en sygdom i benene på rensdyr.

Flere gange skred bilen ud, men Sergej fik kontrol over den i tide. Ludas stemme blev mere og mere skinger, og Sergej blev mere og mere rød i ansigtet. Under en overhaling, som han ville gennemføre gennem en meter dyb sne, sad vi fast. Firehjulstræk, spærrediffentiale m.m. hjalp os ikke, men den lastbil, vi havde forsøgt at overhale, havde heldigvis stoppet. Luda fortalte, mens Sergej var ude, at folkene i lastbilen ville grine af ham, fordi han kørte så hasarderet.

Med elektrisk spil, forbundet til lastbilen, trak Landcruiseren sig selv ud af sneen, og snart var vi igen på vej. Folkene fra lastbilen havde fortalt, at man i radioen havde sagt, at mange sad fast i bjergpassene, og man havde derfor lukket vejen igen for alle kategorier af køretøjer.

Trafikkaos i bjergene

Vi var tæt på Palatka og dermed regionens eneste rigtige hovedvej, men et sidste bjergpas skulle passeres. Flere lastbiler skulle passere hinanden, og alt var gået i stå. Foran os var der en Kamaz, som var i arktisk udgave med sekshjulstræk og indrettet som bus. Den blev løsningen på problemet, fordi den kørte ud i snemasserne og maste sig vej uden om de andre. Sergej ville straks følge efter. Jeg sagde, at Kamazen var meget højere end os, underforstået, at når den kun vanskeligt kom igennem, så ville vi umuligt kunne klare det. Luda kom op i det højeste stemmeleje. Sergej kørte sammenbidt af sted, og så sad vi ellers godt og grundigt fast.

Luda næsten hvinede af fryd: ”Hvad sagde jeg! Det her har du rigtigt godt af! Det er ligesom sidste gang!” Sergej sagde, helt rød i kammen, at nu skulle hun holde kæft, og man kunne se, at han virkeligt mente det. Hun blev meget stille. Lastbilen fra tidligere ville ikke hjælpe os igen. Luda mente, at de sikkert var ved at flække af grin, men hun turde ikke længere sige noget, mens Sergej var inde i bilen. Der var simpelthen øretæver i luften! En stor Nissan firehulstrækker hjalp os fri, og snart var vi på vejen igen og kom til vores lejlighed i Magadan i god behold - mange oplevelser rigere og kun lettere radioaktive.

Næste: Foredrag om "Det hvide krematorium"