Vi kom forbi kyllingefabrikken. Den var bygget, efter man havde lukket uranfabrikken, men det viste sig, at kyllingerne blev radioaktive, og derfor måtte de opgive projektet. Uralen tvang sig gennem krat og sne, og det virkede som om, at det slet ikke påvirkede den. Sikke en maskine! Det var ikke meget, jeg kunne se af dalen gennem snestormen, men det var tydeligt, at dette var et barsk område. Desværre måtte Uralen stoppe. Der viste sig at være mange væltede træer over vejen, og vi havde ikke taget motorsave med.

Nu var det Buranens tur. Mikhailovitj tog entusiastisk ud på en rekognosering med snescooteren. Vi andre gik i gang med en sen morgenmad eller tidlig frokost og lidt vodkaer.

Nye forhindringer

Kl. var 13.00 før vi kom af sted med Buranen. Jeg, min tolk og Aleksander sad på en slæde, og Mikhailovitj kørte os så langt, han kunne. Det var desværre ikke ret langt, før krattet var så tæt, at det blokerede vejen for Buranen. Der var lidt mindre end. 4 km tilbage til fabrikken. Herfra måtte vi gå. Mikhailovitj efterlod slæden til os, så vi kunne sidde på den og vente, hvis vi kom tidligt tilbage. Vi skulle mødes igen kl. 17.00.

Det var lang tid siden, jeg havde været i god form, men 2 km skulle jeg nok kunne klare, selvom det var i dyb sne. Det tog imidlertid ikke lang tid at opdage, at i denne her sne var selv 2 km ikke så lidt af en udfordring, og den blev ikke mindre af, at der i virkeligheden var næsten dobbelt så langt, som Aleksander havde regnet med. Klokken blev 15.00, og der var ingen fabrik. Vi gik opad, så vi havde lidt tid endnu, i forventning om, at nedturen ville gå hurtigere. Kl. 15.15 burde vi vende om. Det var uforsvarligt at fortsætte. Vi havde slet ikke udstyr med til en længere vandring i snestormen. Vi havde end ikke vand med os. Jeg tog nogle billeder for at vise, hvor langt vi var nået, men vi fortsatte lidt endnu.

Jeg fandt uransandet

Da jeg nølede, spurgte Aleksander, om jeg ikke ville derop. Jeg traf den beslutning, jeg vidste, jeg ikke burde tage og sagde ja! Vi gik gennem pigtrådsspærringerne og langs den tomme flodseng op til fabrikken. Vi var trætte og snublede hele tiden i skjulte forhindringer under sneen. Aleksander sagde, at vi skulle passe på, for hvert et skridt kunne være fatalt i dette vejr.

Endeligt var vi tæt på fabrikken. Jeg snublede og røg ned i sneen og opdagede, at den ikke var dyb på netop dette sted. Desværre var det uransandet, der låg nedenunder. Det kunne jeg ikke gøre så meget ved andet end at børste det meste af. Jeg var egentligt mest opmærksom på, om strålingen ville ødelægge mine billeder, da jeg i kulden var nødt til at bruge gammeldags film.

Det var mærkeligt at gå inde i denne modbydelige bygning. Et symbol på menneskers planlagte og fortsætteligt udførte ondskab, som det kan blive, når de forkerte kommer til magten. Jeg kunne også tænke på, at hvis man ellers gad gøre sig blot en lille smule ulejlighed, så var der rigeligt med vidnesbyrd om Butygytjag i Vesten helt tilbage fra 1948 til at man kunne kende sandheden. Alligevel var der mange i mit lille frie land, som støttede et moskvavenligt kommunistisk parti.

Jeg fik taget mine billeder under vejrforhold, som havde slået så mange af de mennesker ihjel, som uranen ikke havde fået ram på, og dermed fik jeg ydet mit bidrag til, at ofrene ikke skal blive glemt og jeg fik oplevet en lille flig af fangernes rædsler på egen krop.

Tilbagevejen

Aleksander spurgte, om jeg var glad for billederne, for nu blev det interessant, om vi kom levende tilbage. Vi var overraskende trætte. Min tolk havde aldrig været i god form, og Aleksander havde røget og spist for meget de senere år. Jeg havde godt nok ikke røget i mange år, men jeg havde spist alt for meget og dyrket for lidt sport i lang tid og var dertil hårdt ramt af kronisk betændelse. Jeg kunne se, at vi befandt os i en farlig situation, så Aleksanders spørgsmål var reelt. Mit svar var ja, og indvendigt tænkte jeg på, om jeg ville fortryde, hvis det gik galt for os? Mit indre svar var, at jeg ikke ville fortryde, for så vidt det drejede sig om mig selv. Jeg tænkte også på mine to hjælpere. Den tanke havde jeg det ikke godt med.

Klokken var for længst blevet 17.00, inden vi begyndte at gå tilbage, og det var blevet mørkt. Heldigvis var det varmt, altså iflg. den lokale målestok. Alligevel kunne vi ikke klare mere end 100 meter ad gangen, før vi måtte lægge os i sneen. Jeg sagde, at vi hellere måtte passe på, at vi ikke holde for lange pauser. Aleksander kom med en overraskende melding, som bestemt ikke er normal i Rusland: ”Når du har en Guinness rekord, så må du vel også kunne føre os nu?” Desværre føltes fordums styrke meget langt væk. Jeg tog en lang føring og kunne mærke, at det var ikke ligegyldigt, om man var nummer et eller to i en række i sneen.

Vi var alle tre meget tørstige. Spiser man sne, når man er udmattet, risikerer man at overbelaste kroppen, når den skal generere varme til at smelte sneen, samtidigt med at den kæmper med at holde kroppens øvrige funktioner i gang, men vi behøvede også væske. Pulsen steg afsindigt, og benene blev ren gele. Efter yderligere en time synes vi, at vi kunne høre Buranen. Aleksander affyrede sin riffel. Der er bjørne ved fabrikken, og derfor var riflen med. Skuddet gav ingen reaktion, men motorstøjen gav os lidt mere mod.

Med de sidste kræfter

Glæden over at se Mikhailovitj var stor, og den blev endnu større, da det viste sig, at han også havde en øl. Selv min religiøse tolk ville meget gerne have en slurk. Skuffelsen var derfor stor, da det viste sig, at den var blevet frossen. Sikke en nedtur! Jeg kunne have solgt min egen bedstemor for at få den øl!

Heldet følger nogle gange de tossede. Jeg var for træt til at sidde forsvarligt på slæden med hænderne væk fra siderne. Kun en enkelt gang passerede vi et træ, som fik fat i min ene hånd, så jeg fik et rap over fingrene. Risikoen for at revet hele hånden af i den position, var ellers overhængende.

Mødet med Uralen var hjerteligt og kontant. Grisha råbte højt til os: ”Jeg slår jer ihjel! Hvor fanden har I været! Vi har ventet på jer! Vi var bange for, hvad der var sket med jer og var ved at forberede en redningsaktion!” Aleksander havde det hårdt med kramper i sine ben, da vi var tilbage, og vi var alle tre kørt helt i bund. Havde vi været i virkelig fare? Det er svært at sige. Det var ikke rigtigt koldt, og vi kunne nemt have lavet en snehule og ventet på vennerne. Endeligt kunne vi også være kommet til kræfter igen, hvis vi havde fået et ordentligt hvil, men det er sandt, at situationen kunne have udviklet sig ubehageligt.

Grishas opgør

Det var en stor glæde at komme op i mandskabsrummet i Uralen, hvor brændeovnen holdt både rummet og suppen varm. Suppen var baseret på en hare som Grisha havde skudt, mens vi var oppe på uranfabrikken. Harer og Grisha havde en slags mellemværende. To timer havde det taget ham at få et godt sigte på denne her, og sådan havde det været mange gange.

Grisha havde mange sjofle vittigheder om harer: ”En bjørn kommer i klemme mellem to klipper og kan ikke komme fri. En hare opdager ham og vil begynde at kneppe i bjørnens pels på hans hoved. Bjørnen siger, at han vil rive haren i småstumper, hvis han ikke stopper, men haren er fræk, gennemfører sit foretagende og løber væk. Bjørnen kommer fri og løber efter haren. Haren flygter ud i sumpen. Der sidder den fast, helt indsmurt i mudder og bliver indhentet af bjørnen. Bjørnen tror, at haren er en burunduk (jordegern) og spørger, om den har set en hare løbe forbi. Haren svarer: ’Jeg vil ikke tale med sådan en bøsserøv som dig!’ Bjørnen farer sammen og udbryder: ’Åhhh nej! Hele skoven ved det allerede!’” I Rusland mente lidt under halvdelen af befolkningen i 2007, at bøsser burde skydes, og det er endda udtryk for en langt større ”tolerance” end for 10 år siden.

Næste - 4. og sidste del: Med livet i hænderne